Holger Juul Hansen
Født: 14-8-1924 i Nyborg
Død: 19-3-2013 Mindebog
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Billede af Holger Juul Hansen Billede af Holger Juul Hansen Billede af Holger Juul Hansen
Biografi
Holger Juul Hansen, skuespiller, blev født i Nyborg som søn af bogholder Hans Holger Hansen (død 1947) og hustru Christine Juul Christensen (død 1992) og blev som et kuriosum døbt af Erik Ballings far. Han blev fra 1. maj 1939 handelsuddannet i en isenkramforretning i København, hvor han senere var ansat som kommis og faktisk nåede at blive førstemand inden han fratrådte i 1946. Efter at have læst hos Eyvind Johan-Svendsen blev han uddannet på Privatteatrenes Elevskole 1946-1948 og debuterede som 22-årig på Det Ny Teater. I årene 1948-1951 var han ansat ved Aalborg Teater, hvor han i 1948 spillede rollen som Dr. Hans Arbiger i "Jeg er bange" og ialt havde 20 hovedroller i 28 forestillinger. Holger Juul Hansen var i fire sæsoner knyttet til Odense Teater og kom derefter til København, hvor han i 1953 medvirkede i "Luften er svanger" på Allé-Scenen. Han havde teaterroller på Allé-Scenen i årene 1953-1956 og fik endvidere engagementer på Folketeatret, Frederiksberg Teater og Det Ny Scala inden han i årene 1957-59 blev ansat ved Det Ny Teater og her fik sit gennembrud som dramatisk skuespiller. I årene 1961-1987 var Holger Juul Hansen ansat ved Det Kongelige Teater - kun afbrudt af en sæson 1976-77 på Aveny Teatret. Gennem årene spillede han et hav af både film- og teaterroller. Blandt de mange teaterforestillinger han medvirkede i kan nævnes Higgins i "My Fair Lady", "Fangerne i Altona", "Teenagerlove", "Indenfor murene", "Kaktusblomsten", "Sommer i Tyrol", "Czardasfyrstinden", Argan i "Den indbildt syge", generalen i "Toreadorvalsen", Julien i "Colombe", Philinte i "Misantropen" og "Gud hvor de løber". Han medvirkede i 40 spillefilm bl.a. "Soldaten og Jenny", "Rikke og mændene", "Mor bag rattet", "Landmandsliv", "Tine", "Olsen-Banden", "Krummerne", "Terror", "Over alle grænser", "Frihedens pris", "Nitten røde roser" og "Strømer". På TV spillede han i 1973 transvestitten Poul i Leif Panduros "I Adams Verden". Men især vil Holger Juul Hansen blive husket for sin præstation som bankdirektør Hans Christian Varnæs i "Matador". Derudover spillede han også den uforglemmelige rolle som overlæge Moesgaard i tv-serien "Riget" og "Riget II", der også blev klippet til spillefilm. For denne rolle fik han både en Bodil i 1995 og i 1998 for henholdsvis bedste mandlige birolle og for bedste mandlige hovedrolle. Han havde også en rolle som grev Stohm i den norske TV-serie "Væddemålet". Også revyerne gjorde brug af ham bl.a. i Horsens Sommerrevy i 1980 og Tivoli Revyen 1957 og 1988. Holger Juul-Hansen, der var ridder af Dannebrog, var i sit otium en flittig foredragsholder med udgangspunkt i erindringsbogen "Det skulle nødig være sølle", som udkom i 1995. Den populære skuespiller var i de senere år meget igennem. Han overvandt kræft, to blodpropper i hjernen, en rygoperation samt et alvorligt faldt på et isglat fortorv, hvor han dels slog hovedet og dels brækkede ribben. Holger Juul Hansen blev den 23. december 1952 gift i Solbjerg Kirke med den 20 år ældre operette- og karakterskuespiller Else Marie Hansen. Ægteskabet blev opløst i 1965 og samme år giftede han sig med den 20 år yngre solodanserinde Inge Olafsen (f. 04-05-1945)


Priser:
Bodil for Bedste mandlige birolle  i filmen Riget I (1995)
Bodil for Bedste mandlige hovedrolle  i filmen Riget II (1998)

Bøger om Holger Juul Hansen:
Bag rampelyset - skuespilleranekdoter af Holger Juul Hansen
Det må aldrig blive sølle - erindringer af Holger Juul Hansen
Sol og tunge skyer - erindringer af Holger Juul Hansen