Inger Hovman
Født: 9-6-1946
Død: 16-1-2017 Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Inger Hovman var datter af fuldmægtig Henri Gersby (død 1985) og hustru fhv. børnehaveleder Dorthe Marie Bendtsen. Hun blev uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater fra 1970 til 1973 og var i 1971 på studierejser til Göteborg og Stockholm og i 1972 til Leningrad og Moskva. Hun debuterede som en sjov Pernille i Holbergs "Den stundesløse". Efter engagement på Odense Teater og revymedvirken i Rottefælden sommeren 1973 spillede hun på forskellige teatre, f.eks. Ungdommens Teater, Rialto Teatret, ABC Teatret, Det Ny Teater, Grønnegårds Teatret, Amager Scenen og Edison Teater. Inger Hovman medvirkede bl.a. i stykker som "Boyfriend", "Stormvarsel", "Stor ståhej for ingenting" og "Livsens ondskab". Hun havde også flere biroller på film, bl.a. i "Lille Virgil og Orla Frøsnapper" og "Kun en pige". Den største og bedste filmrolle var som Inge Lise i Helle Ryslinge's "Sirup", hvor hun spillede en frustreret hønemor for filmens kunstnerkollektiv. Desuden medvirkede hun i tv-serier som f.eks. "Strandvaskeren", "Tre ludere og en lommetyv", "Gøngehøvdingen" og "Nikolaj og Julie". Inger Hovman blev særlig kendt som den navnkundige og skrappe fru Rita - dengang Radio Rita sendte på P3 i midten af 1980erne. I de senere år levede hun udenfor rampelyset. Hun blev den 29. august 1980 gift med skuespilleren Jess Ingerslev. Parret, der blev skilt i 1986, var forældre til skuespillerinderne Marie Ingerslev og Persille Ingerslev.