Johanne Blom Fritz-Petersen
Født: 18-10-1879 i Århus
Død: 22-12-1961
Gravsted: Frederiksberg Kirkegård - Kbh

Billede af Johanne Blom Fritz-Petersen
Biografi
Johanne Caroline Fritz-Petersen, der var datter af skrædermester Jens Petersen og hustru Juliane Larsen, debuterede hos Poul Friis på et teater i Thisted i 1899 som Sigrid i vaudevillen "Til Sæters". Hun kom via Aarhus til København, hvor hun blev tilknyttet Casino Teatret og i årene 1901-1910 fik hun der en karriere som lystspils- og operetteskuespillerinde. Hun havde sin første optræden på Casino i 1901 som den lille jødedreng i "Sct. Hans Aftens Spil". I 1908 havde hun titelrollen i "Gurli" og spillede endvidere Trazka i "Efteraarsmanøvre" og den lille pige i "I Ungdommens Vaar". Blandt operetterne medvirkede hun i "Madame Zibyle", "Gift dig aldrig", "Storken kommer", "Eva" og "Nitouche". Hun debuterede som visesangerinde i 1912 og gav koncerter. Johanne Blom Fritz-Petersen blev i den store stumfilmsperiode en populær stjerne. Hun fik sin filmdebut i 1912 hos Det Skandinavisk-Russiske Handelshus og medvirkede derefter i en håndfuld film hos Kinografen. I 1913 blev hun fast engageret hos Nordisk Film, hvor hun fik en række hovedroller i stumfilm indtil 1919 og optrådte bl.a. sammen med Psilander og Olaf Fønss. Hun blev først gift 16. juli 1899 i Nørre Ørslev med teaterskuespiller og Casino-direktør Fritz Cato Petersen (11-03-1877- 28-03-1911) og siden den 6. april 1917 med skuespiller, instruktør og biografdirektør August Blom (26-12-1869 - 10-01-1947), som hun lærte at kende på Nordisk, da hun spillede Dorine i hans filmatisering af Sophus Michaëlis' "Revolutionsbryllup". Da hun giftede sig med August Blom trak hun sig tilbage fra filmarbejdet og medvirkede derefter kun i en enkelt stumfilm mere. Dog blev det til to tonefilm i løbet af 30'erne, bl.a. som fiskerkonen i "Barken Margrethe af Danmark". I 1947 fik hun biografbevilling til Bristol-Teatret, som hun drev med sin søn Haagen Fritz Petersen (f. 08-02-1905) som inspektør efter sin mand August Bloms død.