Peter Hesse Overgaard
Født: 19-5-1954 i København

Billede af Peter Hesse Overgaard
Biografi
Peter Hesse Overgaard, skuespiller, der er af gøglerslægt, rejste i 1971 til USA for at arbejde på amatørbasis med teater. Han vendte tilbage et par år efter og blev uddannet på Team Teatret i Herning. Efter afsluttet skuespilleruddannelse i 1977 var han i Vancouver i Canada for at medvirke i en Brecht-forestilling. I årene 1978 til 1981 var han medlem af teatergruppen Dueslaget og begyndte i 1982 at arbejde freelance på en række teatre i København, bl.a. Fiolteatret, Husets Teater, Bådteatret, Det Danske Teater, Det Ny Teater, Cafe Teatret og Mammut Teatret. Han har bl.a. medvirket i "Byen, affaldet og døden" på Husets Teater, "Ronny" på Fiolteatret og "Toreadorvalsen" på Det Ny Teater. Peter Hesse Overgaard fik sin filmdebut og sit gennembrud i filmen "Isfugle" som gav ham en Bodil i 1984. Siden har han vist sit talent som filmskuespiller i mange spillefilm. Han har haft bl.a. haft roller i "Jeg elsker dig", "To mand i en sofa" og i Helle Ryslinges "Sirup". I 1987 modtog han både en Bodil og en Robert for sin birolle i Helle Ryslinges "Flamberede hjerter". Desuden var han på rollelisten i Christian Kampmanns saga om "Familien Gregersen". I TV-serien "Krøniken" havde han rollen som ingeniør Funder og endvidere medvirkede han i tv-serierne "Forsvar", "Bryggeren" og Rumle Hammerichs "Unge Andersen". Han har instrueret en række børneteaterforestillinger for sin kone Hanne Trolles teater "Månegøgl", og turneret i udlandet bl.a. Grønland og Japan. Peter Hesse Overgaard blev den 4. maj 1989 gift i Tornby ved Hirtshals med skuespiller og dramatiker Hanne Trolle (26-07-1954)


Priser:
Bodil for Bedste mandlige hovedrolle  i filmen Isfugle (1984)
Bodil for Bedste mandlige birolle  i filmen Flamberede hjerter (1987)