Det Kongelige Teater
Kongens Nytorv 9
1050 København K

I 1746 fik musikeren C.A. Thielo kongeligt privilegium til at oprette en dansksproget scene i København. Thielo ragede dog uklar med sine skuespillere, der ansøgte kongen om at få deres eget teater. Frederik 5. stillede derfor en byggegrund på Kongens Nytorv til rådighed, og hofbygmester Nicolai Eigtved opførte i en vældig fart en teaterbygning på stedet. Det Kongelige Teater, eller det Danske Komediehus, som det oprindeligt hed, kunne således indvies allerede i 1748. Ud over at betale for byggeriet måtte kongen også betale de løbende udgifter, da teaterdrift ikke var nogen overskudsforretning. I 1772 blev teatret tilgængeligt for offentligheden, og det voksede i perioden 1750-80 til noget mere end et skuespillerhus, da Det Kgl. Kapel, operaen og balletten kom til. Frederik 6., der overtog den enevældige regeringsmagt i 1808, var mere interesseret i teater end sine forgængere, og under hans ofte ganske direkte administration, gik Det Kongelige Teater ind i det, der kaldtes guldalderen (1808-49). I denne periode blev berømte nationale syngespil som "Elverhøj" (1828) opført for første gang, og forfattere som Oehlenschläger og Heiberg skrev en række værker til Det Kongelige Teater samtidig med at Holbergs skuespil blev opført. Systemskiftet i 1849 var ingen katastrofe for Det Kongelige Teater, da Rigsdagen var ganske rundhåndet over for den gamle kulturinstitution. Det Kongelige Teater mistede dog sit monopol, og det blev starten på de debatter om privatisering, der har stået på lige siden.


Kilde: Danmarkshistoriens steder.

Den vel nok mest kendte scene fra "Olsen-banden"-filmene er kuppet fra "Olsenbanden ser rødt" fra 1976, der foregår i Det Kongelige Teater.

De fleste scener til filmen blev dog optaget i Nordisk Films studier i Valby.





Denne lokation er blevet brugt i følgende film
Med fuld musik (1933)
Balletten danser (1938)
Wienerbarnet (1941)
Det lille hotel (1958)
Olsen-banden ser rødt (1976)
Alt på et bræt (1977)
Olsen-banden derud a' (1977)
Grønne hjerter (2006)
Denne lokation er blevet brugt i følgende julekalendere
Julefeber (2020)