| Jens Anton Ravn, filminstruktør, filmproducent, der begyndte som toneassistent, blev udlært fra Palladium Filmstudierne i årene fra 1959 til 1963 og var instruktørassistent på så forskellige værker som Carl Th. Dreyers "Gertrud" og Soya-filmen "Sytten". Han tog på studieophold i Polen 1963 og 1965. Siden blev han produktionsleder på ASA og programredaktør på Statens Filmcentral. I 1969 var han nomineret til Guldpalmen i Cannes med den danske science fiction gyser "Manden der tænkte ting", som han selv havde skrevet sammen med Henrik Stangerup. Jens Ravn er bl.a. også manden bag "Tjærehandleren", "Ulvetid", ligesom han instruerede tv-serien "Fiskerne" efter Hans Kirks roman. Jens Ravn var i årene 1972 til 1975 rektor for Den Danske Filmskole og fra 1974-77 tv-dramaturg som medlem af DR's dramaturgiat. I 1984 oprettede han sit eget produktionsselskab Jens Ravn Film & Media. |