Per Oscarsson
Født: 28-1-1927 i Kungsholms församling, Stockholm, Sverige
Død: 31-12-2010 (83 år) Mindebog
Gravsted: Bjärklunda Kyrkogård, Skara, Sverige

Billede af Per Oscarsson
Biografi
Per Oscar Heinrich Oscarsson tog nogle lektioner hos Gösta Terserus og bestod optagelsesprøven til Dramatens elevskole, mens han gik i gymnasiet. Han afbrød derefter sine studier og blev uddannet i årene 1944-47 og fik på Dramaten i Stockholm sit store gennembrud i 1948 i "Skuggan av Mart". Han var knyttet til Dramaten indtil 1952 og arbejdede derefter fra 1953 til 1959 på Göteborgs Stadsteater og siden på Riksteatern. På nationalscenen havde han store opgaver fx. med titelrollen i "Mäster Olof" i 1951. Mens han på Göteborg Stadsteater i 1953 spillede "Hamlet" forlod han teatret midt i spilleperioden for at foretage en gåtur til Paris. Han forsøgte sig også med held i revygenren. Fra 1970erne og fremad var hans skuespillervirksomhed beskeden. I stedet etablerede han sig med kyllingeopdræt. I 1982 optrådte han på Komediteatern med "Hughie" og i 1989 fik han et come-back på Angereds teater i "En handelsresandes död". Især gjorde Per Oscarsson sig gældende som tv- og filmskuespiller. Han filmdebuterede i 1944 i "Örnungar" og medvirkede bl.a. i "Trots" (1952), "Möte med livet" (1952), "Vaxdockan" (1962), "Dr. Glas" (1968), "Oss emellan" (1969), pastor Erland Törner i "Nybyggarna" (1972), "Ebon Lundin" (1973), "Ronja Rövardotter" (1984) og "Änglagård" (1992). Desuden spillede han på tv fra 1984 og fremefter kriminalkommissær Jörgensen i en række populære kriminalserier bl.a. "Polisen som vägrade ge upp". Per Oscarsson blev også elsket for kortfilmen "Kan du vissla Johanna", som svensk tv viste juleaften i flere år. Med rollen som Pontus i Henning Carlsens film "Sult" fik han nok sit livs filmrolle, der både gjorde ham internationalt kendt og som gav flere prisbelønninger, bl.a. prisen som bedste skuespiller ved filmfestivalen i Cannes i 1966, Guldbagge i 1967 samt den danske Bodil-statuette i 1967. Desuden var Per Oscarsson kendt også fra andre danske filmproduktioner som "Den sidste viking", "Forbudt for børn", "Send mere slik", "Manden bag døren" og "Midsommer". I 2009 medvirkede han som den pensionerede værge i filmatiseringen af Stieg Larssons Milleniumfilm "Pigen der legede med ilden" og "Luftkastellet der blev sprængt" som Lisbeth Salanders formynder Holger Palmgren. I 1970 påbegyndte han sit eget filmprojekt "Ebon Lundin", der først blev færdig og vistes i 1973. I 1971 spillede han en fantastisk jesuitpræst i James Clavell's "The Last Valley". Han var aktiv såvel i britisk, tysk og skandinavisk tv. Per Oscarsson vakte den 26. december 1966 en del røre, da han overraskede alle ved for åben skærm at lave strip-tease samtidig med at han gav seksualundervisning i det meget populære svenske tv-talkshow "Hylands Hörna". Omkring 1960 opstod en krise i hans skuespillerliv, hvor han skrev dramaerne "Nattens färger" og "Avslöjandet". Han var tidligere gift med bl.a. skuespillerinden Gerd Hegnell og var senest gift med skuespillerinden Kia Östling. Både Per Oscarsson og hustruen indebrændte natten til nytårsaften i deres hus i Skara ved Linköbing i Sverige.


Har medvirket i følgende 8 film:
Sult (1966)Pontus, fattig kunstner
Dr. Glas (1968)Dr. Glas
Den sidste viking (1996)Skrælling
Forbudt for børn (1998)Dansedommer
Send mere slik (2001)Rasmus
Midsommer (2003)Persson
Manden bag døren (2003)Karl
Unge Andersen (2005)Bedstefaderen

Priser, legater m.m:
Bodil for Bedste mandlige hovedrolle  i filmen Sult (1967)