| Niels Duval Mols var i sine ganske unge år håndværksuddannet som smed. Han var i besiddelse af både sanglige og sceniske talenter, der førte ham ind på en kunstnerbane. Han lærte at synge hos Herold, der hørte ham synge ved en fest. Han begyndte sin teaterkarriere i operettefaget, hvor hans smukke tenor gjorde ham beundret og han var herhjemme længe den bedste Schubert i "Jomfruburet". Han rejste i mange år dels med direktør Peter Kjær og dels med Gerda Christophersen. Senere gik han over i lystspil- og farcefaget og arbejdede i en lang årrække på morskabsteatrene i Aarhus - dels på Kasino Teatret og dels på Vennelyst Teatret, hvor han var hovedkraften i årene 1932-40 og på sidstnævntes sommerscene i en enkelt sæson også direktør og kunstnerisk leder. I 1938 medvirkede han bl.a. i revy-operetten "Lykken ombord" på Vennelyst Teater og i 1940 i Aarhus Revyen "Hold hjulene igang" på samme teater. Derefter drev han "Molles Kro" i Kannikegade. Da denne blev ødelagt ved Schalburtage i 1944 flyttede han til Aalborg og optrådte her i Dan Christophersens revyer på Ambassadeur. |