toplogo

Poul Stripp

Født: 5. August 1903 i København.
Død: 19. Juni 1986
Gravsted: Sundby Kirkegård - Kbh

Poul Johan Stripp blev født i Sundbyøster som søn af urtekræmmer Christian Stripp. Han læste hos Hans Egede Budtz og debuterede på Odense Teater i 1924 som Paul Rivet i "Hans uægte datter". Han var ansat ved Odense Teater i perioderne 1924-25, 1929-30 og 1935-36. Blandt de roller han udførte var Fritz Triddelfitz i "Landmandsliv", James i "Kaptajn Grants Børn", Nicolaj i "Nøddebo Præstegård" og Poul Flemming i "Elverhøj". Poul Stripp nåede at stå på flere af landets scener. Imellem engagementerne på Odense Teater spillede han hos Gerda Christophersen og hos Otto Jacobsen. I 1930 medvirkede han i Riddersalen i forestillingen "Ho-jo-to-ho-hut" og desuden optrådte han på Betty Nansen Teatret og på Aalborg Folketeater. Han turnérede med Helga Hulds Teaterselskab inden han i 1947 kom til Røde Kro Teater, hvor han blev i de næste 14 sæsoner indtil teatret lukkede i 1961. Selv om Poul Stripp var oppe i årene, da han kom til Røde Kro Teater, blev han helt frem til 1960 ofte benyttet i rollen som den unge førsteelsker. Blandt rollerne på Røde Kro Teater var "Sandhedens briller" (1955), "Nitteren" (1955), "Jul i den gamle Amagergaard" (1955), "Frisvømmeren" (1956) og "De små landstrygere" (1956).

Har medvirket i følgende revyer, som er beskrevet i denne database:
Riddersalen 1930
Røde Kro Teater 1954 1955 1958 1960