toplogo

Niels Hemmingsen

Født: 8. Maj 1956 i Frederiksberg.

Niels Christian René Hemmingsen var i sine drengeår statist og skuespiller i en lang række teaterforestillinger og filmproduktioner. Han begyndte i 1964 som statist i tv-teatrets forestilling "Mit hjerte er i højlandet" og kom derefter med i forestillingen "Stop verden jeg vil af" i Glassalen i Tivoli. Senere var han med i forestillingen "Dyrene i Hakkebakkeskoven" både på Det ny Teater og på Det ny Scala, hvor han også kom til at medvirke i "Jomfruburet" og i 1966 spillede rollen som guvernørens søn Michael i forestillingen "Den Kaukasiske kridtcirkel". Han medvirkede i "Bryllupsgæsten" på Ungdommens Teater, hvor han spillede rollen sammen med Michael Rosenberg og gennem 12 år var han med i mange forestillinger på Det Kongelige Teater, bl.a. i "Kong Johan". Han havde filmroller i 12 forskellige film. Det var Ib Mossin, der skaffede ham roller i de to Morten Korch-film "Krybskytterne på Næsbygaard" og "Brødrene på Uglegården". Senere var han bl.a. med i "Ballade på Christianshavn" og i flere af Sengekant-filmene, ligesom han var med i flere afsnit af tv-serien "Huset på Christianshavn" og tv-serien "Livsens ondskab". Niels Hemmingsen var også statist i den amerikanske Hitchcock-film "Topas", hvor flere scener til filmen blev optaget i København. Derudover medvirkede han i reklamefilm bl.a. for Hellesens Batterier, som blev optaget i Bellevue-studierne. På Amager Scenen var han noget senere statist i "Sound of Music" og i "Ærkeenglene laver aldrig fiduser", ligesom han medvirkede i julekalenderen "Alletiders julemand". Efter at han stoppede sin teater- og filmkarriere har han gennem mange år været ansat ved postvæsenet og kører nu taxa i København.

Har medvirket i følgende 4 film, som er i denne database:
Krybskytterne paa Næsbygaard (1966)
Brødrene på Uglegården (1967)
Mazurka på sengekanten (1970)
Rektor på sengekanten (1972)

Har medvirket i følgende 1 julekalendere, som er beskrevet i denne database:
Alletiders julemand (1997,2007)