toplogo

Peter Eszterhás

Født: 5. September 1940 i Budapest, Ungarn.

Peter Eszterhás, der er søn af kontorchef Ernö Eszterhás (død 1982) og hustru Clara Török, flygtede til Danmark efter Ungarn-opstanden i 1956. Han blev uddannet på Aarhus Teaters Elevskole 1958-61. I elevtiden spillede han Korporal i "Nitouche", Carlo i "Scapins gavtyvestreger", Aron i "En idealist", Løven i "Folk og røvere" og flygtningen King Kong i "Tiger-Harry". Som ansat på teatret spillede han Sorte Ørn i "Rose Marie" i 1961, Maurice i "De to bødler" i 62 og jødisk Kapo i "Stedfortræderen" og Johan i "Friederike" i 64. I Den Gamle By var han Christoffer Federmesser i "Den Stundesløse" i 63 og Gaston i "Man skal ingenting forsværge" i 1964. Han foretog studierejser til forskellige teaterlande og tog instruktørkurser i Danmark og udlandet. Han var skuespiller i Aarhus indtil 69; men fra 1967 var han iscenesætter af mange forestillinger på Aarhus Teater og Svalegangen. Fra 1970 til 85 var han fast instruktør ved Radioteatret og freelance-instruktør ved tv-teatret og andre teatre. Han blev landskendt som instruktør af den populære tv-serie "Alle elsker Debbie" i 1987. Blandt hans mange opgaver kan nævnes "Marx og Coca cola" på Det kgl Teater og en række operaer på Den Jyske Opera. I 1985-92 instruerede han især i tv, fx. "Gøngehøvdingen"-serien i 91. Derefter koncentrerede han sig om oversættelser af ungarsk litteratur. I 1996 modtog han Ungarns Kommandørkors, og han blev hædret med Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2008. Skuespillerinden Elin Reimer var hans samlever indtil 1969. Peter Eszterhás blev gift med lydtekniker ved DR Karin Grimstad 1870-85, og i 1986 blev han gift med den ungarskfødte systemplanlægger Agnes Spitzer (16-08-1953).

Har medvirket i følgende 5 film, som er i denne database:
Måske i morgen (1964)
Attentat (1980)
Historien om Kim Skov (1981)
Notater om kærligheden (1989)
Kajs fødselsdag (1990)

Har medvirket i følgende 2 TV-serier, som er beskrevet i denne database:
En by i Provinsen (1977-1980) afsnit nr: 17
Alle elsker Debbie (1987) afsnit nr: 1

Har arbejdet med følgende 2 film, som er beskrevet i denne database:
Når engle elsker (1985) [Instruktion]
En afgrund af frihed (1989) [Instruktion]

Har arbejdet med følgende 1 revyer, som er beskrevet i denne database:
Den fynske Cirkus-revy (1972) [Instruktion]