Edvard Brandes
Født: 21-10-1847 i København
Død: 20-12-1931 (84 år)
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh (fællesgrav)

Billede af Edvard Brandes
Biografi
Edvard Brandes, kritiker, politiker og skribent, var lillebror til Georg Brandes. Han var grosserersøn, tog studentereksamen og blev i 1872 mag.art. i østerlandske sprog. Allerede 24 år gammel begyndte han som teaterkritiker i Illustreret Tidende og fortsatte senere i sit og broderens tidsskrift, Det 19. Aarhundrede. Han var politisk skribent ved Morgenbladet fra 1881 til 1884 og derefter ikke mindst ved Politiken, som han selv var med til at grundlægge i 1884. Gennem årene førte han en forbitret teaterpolitisk kamp mod Det Kongelige Teater bl.a. gennem sine anmeldelser. I længere tid var Edvard Brandes ude efter den unge skuespiller Robert Schyberg i sine anmeldelser og Schyberg følte sig og sine kolleger krænket. Efter en fornærmende omtale af ham i rollen som elskeren Leonard i "Gert Westphaler" opsøgte Schyberg ham - og gav ham midt på Rådhuspladsen en lussing og slog med sin stok hatten af ham. Da Edvard Brandes ikke efterfølgende fik en tilfredsstillende undskyldning udfordrede han skuespilleren til en duel på pistoler. De udkæmpede den 10. februar 1900 en ublodig men meget omtalt duel i Ermelunden. De sigtede så godt de kunne, men ingen af dem ramte og sagen medførte en fængselsstraf til dem begge i 14 dage. Edvard Brandes skrev fremragende skuespillerportrætter i bogform og 14 skuespil. Han var medlem af Folketinget for Venstre 1880-94 og af Landstinget for Det Radikale Venstre 1906-27 og finansminister 1909-10 og 1913-20.


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Nytårsaften (1873)Tekst