| Povl Jeremias Wöldike var søn af operasanger og skuespiller Rolf Asker Wöldike (14-01-1852 - 29-09-1919). Han debuterede i 1924 på Kolding Sommerteater som revyens romantiske førstekraft. Siden kom han til Folketeatret i Odense. I nogle år turnerede han som den ene halvdel af et dansepar og kom derefter til Gerda Christophersens turné-operetter. Som skuespiller var han i 1950erne bl.a. knyttet til Aage Stentofts stab på Apollo Teatret og Det ny Scala. Siden var han free lance bl.a. ved Det ny Teater, Folketeatret og Ungdommens Teater. Sammen med Christian Arhoff indspillede han på grammofonplade sketchen "Incassator søges". Povl Wöldike blev gift på Københavns Rådhus den 21. november 1928 med Rigmor Augusta Emilie Kroll og havde den sorg at måtte begrave deres barn i Svendborg. Han er far til Birte Bested (23-10-1930) gift med direktør Aage Bested (15-03-1919) |