Stellan Rye
Født: 4-7-1880 i Randers
Død: 14-11-1914 (34 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Stellan Rye, dramatiker og sceneinstruktør, der var søn af oberst W. Rye, var officer i den danske hær før han blev betaget af teatret. Han debuterede i 1906 med bogen "Løgnens ansigter" - som blev opført på Dagmarteatret, hvor stykkets fire enaktere vakte opmærksomhed. I marts 1911 blev han arresteret for sin homoseksualitet og sat i fængsel i tre måneder. Han var dramatiker og instruktør ved Det Skandinavisk-Russiske Handelshus i 1912. Han skrev bl.a. filmmanuskriptet til den danske stumfilm "Det blå blod". Han havde således skrevet og iscenesat flere skuespil i København og skrevet et par filmmanuskripter inden han i 1913 drog til Tyskland, hvor han hurtig vandt sig et navn som filminstruktør. Allerede samme år iscenesatte han "Studenten fra Prag". Stellan Rye blev en af de vigtigste filminstruktører i tysk film før første verdenskrig og instruerede 16 film i Tyskland i årene 1913-1914. Hans sidste film var "Das Haus Ohne Tür". Stellan Rye havde ansættelse ved et stort filmselskab i Berlin da første verdenskrig brød ud. Han meldte sig som frivillig til den tyske hær og udmærkede sig ved fronten, hvor han blev udnævnt til korporal og få dage før sin død modtog Jernkorset. Han faldt i kampene ved Ypern i Belgien.