toplogo

Sven Clausen

Født: 30. Oktober 1893 i Holsted v/ Ribe.
Død: 19. November 1961
Gravsted: Brørup Kirkegård v/ Ribe

Sven Christen Clausen, forfatter og jurist, der var søn af herredsfuldmægtig, justitsråd C.H. Clausen og Meta Augusta Smith, blev student fra Herlufsholm i 1911 og cand.jur. i 1917. Han blev herredsfuldmægtig 1919, birkefuldmægtig på Frederiksberg 1921. fuldmægtig i Kreditkassen for Husejere i København 1923 og kasserer samme sted i 1933. Han blev dr. jur. i 1934. Sven Clausen var dramatiker, hvis stykker bl.a. blev opført på Det Kongelige Teater. Hans dramatiske produktion var stort set begrænset til 1920'erne og teatrene var længe om at få øje på hans værker. Først 25 år senere blev hans mest ambitiøse værk "Paladsrevolution" (1923) opført på Det Kongelige Teater. "Bureauslaven" (1922) fik urpremiere på Aarhus Teater, før det med 30 års forsinkelse nåede Det Kongelige Teater (1952). Den største indsats for Sven Clausens dramatik gjorde amatørerne på Arbejdernes Teater, der i slutningen af 1920'erne under Bertel Budtz Müllers ledelse opførte "Aftensvalen", "Kulturaben", "Narcissus i Helvede" og "Profeten og Fædrelandet". Sven Clausen skrev tillige et par manuskripter for Nordisk Film. I 1949 udgav Sven Clausen desuden "Skuespillets teknik", en dramaturgisk håndbog. Fra 1930 helligede Sven Clausen sig sin juridiske karriere, hvor han bl.a skrev guldmedaljeafhandlingen "Om negotiable Papirer" (1930) og disputatsen "Om Kreditforeningsforhold" (1934). I 1950 blev han udnævnt til professor i retsvidenskab og skrev bl.a. siden "Omrids af statskundskab" (1956). Han blev gift den 31. december 1921 med Ingeborg Jensen.