Ankerstjerne Bertelsen
Født: 11-5-1901 i Århus
Død: 9-2-1981 (79 år)
Gravsted: Århus Vestre Kirkegård

Biografi
Egon Ankerstjerne Bertelsen, der mand og mand imellem bar navnet "Stjerne", var født med musik i årerne - af den christrupske musikerslægt i Randers, hvor han selv i 1923 begyndte som kapelmester i det daværende Folketeater. Den første uddannelse havde han fået hos organist Skytte Birkefeldt i Århus, som han fortsatte hos domorganist Camillo Carlsen i Roskilde, hvor han debuterede som koncertorganist den 3. marts 1926. Det førte ham til Folketeatret i Århus, hvor han var kinoorganist 1926-31. Derefter blev han kapelmester i Kasino Teatret, hvor han holdt ud til den bitre ende efter krigen og derefter blev han inspektør ved den nystiftede Folkemusikskole. I 1946 blev han overdirigent for Arbejdernes Fælleskor. Som komponist rakte han fra det seriøse som kantaten til Kaj Munk over operetten til schlageren. Hans første operette var "Den gyldne Vals", der blev opført med ham selv som dirigent i Aarhus Amatørteater. Mest kendt er nok "Menuet al antico", der hører til de ofte spillede i Danmarks Radio. Det var også ham der skabte Dybbøl-kantaten til Sigvald Jordahls tekst (uropført i Holstebro som hans kantate nr. 10) og "Baron Holberg" til Erik Henning-Jensens Holberg-fejring ved Aarhus Teaters 50-års jubilæum. Endvidere skrev han schlagere som "Ræk mig dine hænder", "Folkepark-promenade-march" og "Malmkvist-valsen", inspireret af Siw Malmkvists optræden samme sted i 1963. Fra 1949 og til sin død var han leder af impresario firmaet Ankerstjerne Booking, som efter hans død blev videreført af sønnen Hans.


Har arbejdet med følgende 1 film:
Paustians Uhr (1932)Dirigent, Instrumentation