Biografi
Anker Henrik Jørgensen, der var søn af kusk Johannes Albert Jørgensen og rengøringsdame Karen Marie Jørgensen, blev forældreløs som 5-årig og voksede op hos sin faster, tobaksarbejderske Karla Marie Sofie Jacobsen (1890 - 1975) på Christianshavn. Anker Jørgensen blev tidligt politisk aktiv. I 1950 blev han næstformand i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund og i 1956 dets formand. I 1962 blev han formand for Transportgruppen og i 1968 formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, som siden blev til SID (Specialarbejderforbundet i Danmark). Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation i perioden 1961-64 og blev i 1964 valgt til Folketinget, hvor han placerede sig på socialdemokratiets venstrefløj. Anker Jørgensen blev overraskende statsminister i 1972, som efterfølger for daværende statsminister Jens Otto Krag, der stoppede sin politiske karriere dagen efter folkeafstemningen om EF. I Anker Jørgensens regeringstid blev Lønmodtagernes Dyrtidsfond oprettet og efterlønnen indført. Ved valget i 1973, hvor Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne omtegnede det politiske landkort, måtte Anker Jørgensen give op. Han dannede siden fire regeringer i perioden 1975-1982, og var desuden udenrigsminister i to måneder i 1978 efter K. B. Andersens afgang. Den 3. september 1982 trådte han tilbage uden at udskrive valg, og blev den 10. september afløst af Poul Schlüter. Anker Jørgensen var formand for Socialdemokraterne fra 1972 til 1987, hvor han blev afløst af Svend Auken. Han blev gift den 6. november 1948 i Marie Magdalene Kirke på Djursland med Ingrid Kvist Pedersen (17-08-1922 - 18-10-1997). Parret boede hele deres liv på Borgbjergvej 1 i Sydhavnen, hvor flere statsoverhoveder lagde turen forbi. Selv i sine år som statsminister sagde han nej tak til at bo på Marienborg, men blev boende i sin lejlighed.