| Ejner Federspiel var søn af trafikinspektør, cand. polyt. Johan Sophus Julius Federspiel og hustru Otilie Amalie Bonnichsen. Efter studentereksamen i 1914 begyndte han at studere statskundskab i København, men sprang fra studiet for at blive skuespiller. Han var elev hos Thorkild Roose og Soffy Walleen og blev - efter at være dumpet til optagelsesprøven på Det Kongelige Teater - uddannet på elevskolen ved Det Ny Teater 1917-1919 og fik derefter engagement på Odense Teater og derefter 3 sæsoner 1918 til 1921 ved Århus Teater. Han spillede på mange landsturneer, bl.a. med Otto Jacobsen og Gerda Christophersen, Dansk klassisk Provinsteater under Paul Holck Hoffmann, ved Dansk Skolescene og Folkescene under Svend Methling og ved Komediehuset. Fra 1924 og 18 år frem var han på Betty Nansen Teatret, hvor han bl.a. kom til at spille en af sine betydeligste roller som Mikkel Borgen i Kaj Munks "Ordet". Han havde også roller på forskellige privatteatre som Riddersalen, Frederiksberg Teater, Nygade-Teatret, Folketeatret, Ungdommens Teater og Det ny Scala. Han var lærer ved Frederiksberg Teaters elevskole. Fra 1945 var han ved siden af sit arbejde som skuespiller bevillingshaver til Bellevue Teatrets Kino i Klampenborg, hvor han fungerede som biografdirektør frem til 1975, hvor den måtte lukke af økonomiske årsager. Han begyndte at filme hos Nordisk Film allerede i stumfilmperioden og blev kendt af enhver gennem talrige filmroller og senere på tv. Kulminationen i hans karriere fandt sted med rollen som Peter Skrædder i Dreyers filmatisering af Kaj Munks "Ordet". På TV huskes han særligt for sin rolle i "Livsens Ondskab" og i Klaus Rifbjergs "Laila Løvehjerte". Som 74-årig debuterede han som operasanger i Den Jydske Operas opførelse af "Drømmerne" bygget over en fortælling af Karen Blixen. Ejner Federspiel blev gift den 22. maj 1924 i Aarhus Domkirke med skuespillerinde, redaktør Gunver Fønss Federspiel (11-05-1895 - 24-01-1963). Han er far til skuespillerinden Birgitte Federspiel. |