toplogo

Claus Hesselberg

Født: 25. Maj 1948 i København.

Claus Hesselberg er mest kendt for sin formidling og markedsføring af film. Han har i tidens løb været ansat på både Det Danske Filmmuseum, - som filmfaglig konsulent på Det Danske Filminstitut, den nu nedlagte ABCinema, Christian Haves PR-selskab og TV1000. I to omgange var han ansat ved Nordisk Film, senest ved selskabets distributionsselskab Pathé-Nordisk, hvor hans arbejde bestod i at informere pressen om selskabets nye film. I 1992 blev han ansat som PR- og informationschef for Statens Filmcentral, der i 1997 blev sammenlagt med Det Danske Filminstitut og Det Danske Filmmuseum. Senere blev han sekretariatsleder i Danske Biografers Fællesforening og er nu direktør for Herlev Teaterbio. Fra 2006 har han tillige været filmanmelder på tv-stationen Lorry. Claus Hesselberg var i en periode også informationschef for Odense Film Festival og han var i 1993 med til at starte Natfilm Festivalen i København. Parallelt med disse stillinger har Claus Hesselberg også haft overskud til at være medredaktør af filmtidsskriftet Sunset Boulevard, at være studievært i tv-programmet ”Filmorientering”, at skabe opslagsværket i to bind ”Film i 70erne”, at skrive anmeldelser til tidsskrifter som "Kosmorama", "Levende Billeder", "Pråsen" og bladet "Filmguiden" samt til at holde foredrag på en række ungdoms- og højskoler.

Har medvirket i følgende 6 film, som er i denne database:
Mazurka på sengekanten (1970)
Kære Irene (1971)
Rektor på sengekanten (1972)
Sådan er jeg osse (1980)
De flyvende djævle (1985)
Den kroniske uskyld (1985)