toplogo

Flemming Skov

Flemming Skov
Født: 1. Juni 1926 i Frederiksberg.
Død: 23. Januar 1987
Gravsted: Garnisons Kirkegård - Kbh

Flemming Bernhard Skov, solodanser og koreograf, var søn af fuldmægtig Rudolf Ludvig Skov og den russiskfødte hustru Luba Vladimirovna Wolkoff. Han startede sin karriere som privatelev hos balletmester Harald Lander og kom siden i lære hos den berømte russiske balletpædagog Madame Egorowa i Paris. Desuden fik han uddannelse i Sverige og Frankrig hos Bartholin, Koslowsky, Ivo Cramér, Birgit Cullberg, Mme. Preobrasjenka og Wood. Som privatuddannet var han afskåret fra at danse ved Den kongelige Ballet og måtte tjene sit levebrød på andre scener. Han debuterede på Pantomimeteatret i Tivoli i 1944 i Harald Landers opsætning af Tjajkovskijs ballet "Et bal". I sæsonen 1946/47 var Flemming Skov gæst på Aarhus Teater, hvor han sammen med Elsa Marianne von Rosen dansede ballet i Holbergs "Jean de France". Gennem 7 sæsoner dansede han Harlekin på Pantomimeteatret og markerede sig smukt i balletdivertissementerne. Flemming Skov dansede som solist i udlandet og på samtlige landsdelsscener, Den Jyske Opera, Charlottenborg-operaen og medvirkede på TV og film. Han var balletmester på Helsingør-Revyen i årene 1955, 1956 og 1957. I 1956 lavede han sceneplastik på "Den kinesiske æske" på Nygade-Teatret og var samme år koreograf og medvirkende på "La Serva Padrona" på Operaen på Charlottenborg. Året efter var han samme sted koreograf på balletdivertissementet "Årstiderne". Sit livs største succes opnåede Flemming Skov i 1957 i den vittige og elegante engelske revyforestilling "Cranks" på Mercur Teatret sammen med Birgitte Reimer, Erik Mørk og Preben Uglebjerg. Ved siden af arbejdet som danser skabte Flemming Skov koreografien til mange af de operetter og musicals han medvirkede i, ligesom han en overgang stod for balletten ved den jyske Opera og ved sommerspillene i Charlottenborgs Gård. I 1958 var han koreograf på "Grevinde Mariza" på Odense Teater og udførte også her danse i operaen "La Traviata". Samme år lavede han også koreografien til "Solstik" på Apollo Teatret og til Lulu Zieglers jubilæumsforestilling "Slabang" på Det ny Scala. I 1959 var han balletdanser i de to operaer "Mediet" og "Sanglæreren" på Den jyske Opera. Han lavede 60/61 koreografi på "Folk og røvere i Kardemomme by" på Allé-Scenen og var 1961 danseinstruktør på Aarhus Teaters opsætning af "Flagermusen". I 1961 og 1962 lavede han koreografien på "Faust" og "La Traviata" på Den jyske Opera og i 1962 også koreografi på ballet-intermezzoet "To roser og et hvidkålshoved" i Tivolis Koncertsal. På TV medvirkede han 1961 som gøgleren i farcen "Mester Pierre Pathelin" og var koreograf på skuespillet "Enhver" i 1964. Flemming Skov trak sig tilbage fra scenen i 1970 og slog sig ned i Essaouira i Marokko sammen med sin ven gennem 43 år landsretssagfører Paul Bang Bendz (18-02-1917 - 10-04-1989)

Har medvirket i følgende 1 film, som er i denne database:
Smukke-Arne og Rosa (1967)

Har arbejdet med følgende 2 film, som er beskrevet i denne database:
Pigen i søgelyset (1959) [Koreografi]
Smukke-Arne og Rosa (1967) [Koreografi]

Har arbejdet med følgende 4 revyer, som er beskrevet i denne database:
Helsingør-Revyen (1955) [Koreografi]
Helsingør-Revyen (1956) [Koreografi]
Helsingør-Revyen (1957) [Koreografi]
Ta' billetten (1966) [Koreografi]