toplogo

Frederik Jensen

Frederik Jensen Frederik Jensen Frederik Jensen
Født: 25. Juni 1863 i Nyborg.
Død: 14. Februar 1934
Gravsted: Assistens Kirkegård - Nørrebro - Kbh

Jesper Frederik Marius Jensen, der var søn af inspektør F. C. Jensen og hustru Marie Høybye, var oprindelig urtekræmmersvend. Han debuterede på traktørstedet Rosenlund i Randers ved Spiers Teaterselskab den 23. juni 1881 som Améde i den franske farce "Urmagerens hat". Få dage efter var han med i Randers Sommerrevy 1881 "Ridderen af Randers Bro". Efter et par sæsoner i provinsen optrådte han første gang i København på Frederiksberg Morskabsteater i 1884 i komedien "Robert og Signe". Han fik sin første revyrolle i "Sommerrevyen 1886" og fortsatte på Morskabsteatret indtil 1892, hvor han blev engageret på Nørrebros Teater. Frederik Jensen blev snart dansk revys mest betydningsfulde revykunstner og tegnede i mere end tredive år dette teaters kunstneriske profil. Allerede i 1892 brød han for alvor igennem som Lunte Aftenstjerne i revyen "Kjøbenhavn N" med viserne "Drej om ad Lille Kongensgade", "Stop nu lidt, Smit" og ikke mindst "Frederik er du oppe". Han var med Vilh. Petersens selskab på Tivoli Teater i Oslo i juli-august 1891. I 1890erne var han makker med skuespilleren William Gerner (09-09-1862 - 31-10-1899) og de blev sammen revyhistoriens første store komikerpar. I "Taksameterkuskens datter" skabte han i 1901 en af sine fantastiske roller som den evigt smørrebrødsspisende og erotisk opstemte varietédirektør Ferdinand Dille. I forestillingen sang han visen "Den gamle varieté". Frem til 1926 var Frederik Jensen den førende stjerne på Nørrebros Teater og sammen med forfatteren og visedigteren Anton Melbye var han direktør for teatret fra 1911-1920. I årene 1920-1926 virkede han både som skuespiller og sceneinstruktør. Frederik Jensen brillerede i sine store roller, f.eks. som Stork i "Barn i Kirke", teaterdirektøren i "Erik Ejegods Pilgrimsfærd", skrædder Vipperup i "Ebberød Bank" og i "Den trætte Teodor", som senere blev filmatiseret. Gennem nogle år havde han et morsomt samspil med komikeren Christian Møllback. Da interessen for udstyrsrevyen begyndte at slå igennem forlod han i 1926 scenen på Nørrebro med rollen som den gamle skuespiller i "Fars pige" og optrådte derefter freelance som gæst i provinsen og på københavns revyteatre. I 1926-1927 gav han gæstespil på Casino og var ved Scala Teatret 1927, Folketeatret 1929-1930, Betty Nansen Teatret og Co-Optimisterne 1930-1931. Han var ubetinget landets førende revyskuespiller og var for klog til at lokkes til at spille Holberg-roller på trods af fristelser fra Det kongelige Teater. Han fejrede sit 50-års jubilæum ved gæstespil i Oslo i 1931 og vendte tilbage til Nørrebros Teater, hvor han som 70-årig optrådte sidste gang den 18. december 1933 som hofglassliberen i "Jomfruburet" - en rolle han også havde spillet på Casino i 1928. Han lod sig indfange af filmen og debuterede i 1908 i stumfilmen "Barn i kirke". Ialt medvirkede han i ca. 15 stumfilm fra 1908 og frem. Han gav i 1922 Mr. Micawber i Charles Dickens "David Copperfield" en strålende udforming og blandt hans øvrige kendteste film er "Livets karneval" fra 1923 og "Lille Dorrit" fra 1924. Han nåede inden sin død at medvirke i en række lystspilfilm, bl.a. "Skal vi vædde en million" fra 1932, hvor han spillede sammen med Marguerite Viby. Det gjorde han også i filmen "Tretten år" samme år, hvor vi husker sangen "Højt at flyve, dybt at falde", som de sang sammen. Frederik Jensen mistede alle sine penge ved Landmandsbankens krak i 1924. Frederik Jensen blev den 25. februar 1888 gift i Odense med skuespillerinden Anna Christine Elisabeth Bjerregaard (06-05-1853 - 01-05-1929)

Har medvirket i følgende 6 film, som er i denne database:
Skal vi vædde en million (1932)
Tretten aar (1932)
Nyhavn 17 (1933)
5 Raske piger (1933)
Den ny husassistent (1933)
7-9-13 (1934)

Har medvirket i følgende revyer, som er beskrevet i denne database:
Betty Nansen Teatret 1884 1885 1886 1887 1888 1888 1889 1889 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915
Fønix Teatret 1928
Nørrebros Teater 1892 1893 1893 1893 1894 1894 1894 1894 1895 1895 1896 1896 1897 1897 1898 1899 1899 1900 1900 1900 1900 1901 1901 1902 1903 1904 1904 1905 1905 1905 1906 1906 1907 1907 1907 1908 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925
Randers Sommer Revy 1881
Scala Teater 1890 1890 1891 1927 1928
Studenter foreningen - revyerne 1897
Tivoli 1884

Har medvirket i følgende 7 stumfilm, som er beskrevet i denne database:
Barn i kirke (1908)
København ved nat (1910)
Under Vesterbros glødelamper (1911)
Den trætte Frederik (1915)
David Copperfield (1922)
Livets Karneval (1923)
Lille Dorrit (1924)

Har arbejdet med følgende 7 revyer, som er beskrevet i denne database:
Nu stiger den (1911) [Direktion]
Sommerrevyen (1912) [Direktion]
Sommerrevyen 1913 (1913) [Direktion]
Sommerrevyen (1913) [Direktion]
Sommerrevyen (1914) [Direktion]
Sommerrejsen (1915) [Direktion]
Sommerrevyen (1916) [Direktion]

Bøger om Frederik Jensen:
Frederik Jensen af Axel Henriques