Solodanserinde Margot Ella Florentz Lander, der var datter af forfatteren, redaktør og biografdirektør Marx Gerhard (1871-1938) og hustru koncertsanger Ella Nancy Florentz (f. 1891), blev fra 1917 uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole under Valborg Borchsenius. Efter studieture til Rusland, Paris (hos Carina Ari) og London, debuterede hun 1. maj 1925 i balletten "Fjernt fra Danmark". Hun blev balletdanserinde 1931, solodanserinde i 1933 og 1. solodanserinde i 1942. Hun havde sin afskedsforestilling den 26. februar 1950. Margot Lander havde hovedroller bl.a. Pierette i Harlekins millioner, Bruden i Brudefærden i Hardanger, Dukken i Legetøjsbutikken, Polyhymnia i Apollon Musagetes, Viktorine i Konservatoriet, Manuela i Gaucho, Columbine i Drømmebilleder, Hjertesorg i Våren, Svanhilda i Coppelia, Anna To i De syv dødssynder, Svaneprinsessen i Svanesøen, Kosten i Troldmandens lærling, Senoritaen i La Ventana, Kvinden i Festpolonaise, Teresina i Napoli, Birthe i Et Folkesagn, Valsens genius i La Valse, titelrollen i Giselle og hovedpartier i Etude og Valse triste. Margot Lander giftede sig den 28. maj 1932 i Sct. Markus Kirke på Frederiksberg med solodanser, balletmester Harald Lander. De blev skilt i 1942 og den 19. juli 1947 giftede hun sig med direktør, oberstløjtnant Erik Halfdan Nyholm (11-10-1903 - 01-09-1986). Hun blev tildelt medaljen Ingenio et arti 1938, Tagea Brandts rejselegat i 1944, Teaterpokalen i 1947 - samme år hvor hun også blev Studenternes æreskunstner.
|