Jens Erik Roepstorff
Født: 5-8-1960 (63 år) i Maglegård

Biografi
Jens Erik Roepstorff, der er søn af direktør Hans Henrik Roepstorff (f. 09-12-1918) og hustru Kathe Petersen (f. 16-03-1934) var i 1980erne en af håndboldsportens gyldne drenge, der på grund af den stribede spilledragt blev kendt som "bolsjedrengene". Han var den elegante playmaker, der fik næsten alle sine 162 landskampe under epoken med Leif Mikkelsen som cheftræner. Tiden som landsholdsspiller førte ham til flere slutrunder med skiftende udbytte. To gange nåede Helsingør-spilleren at deltage i en bronzekamp. Første gang var ved VM i Tyskland i 1982 og anden gang ved de olympige lege i Los Angeles i 1984. Begge gange havnede det danske hold på en fjerdeplads og to år efter var "Ropper", som var hans kaldenavn, med ved A-VM i Schweiz, hvor det danske hold rykkede ud af det bedste selskab. Dermed var landsholdets populære år forbi. Jens Erik Roepstorff blev dog hængende på landsholdet i endnu et par sæsoner i et forsøg på at spille holdet tilbage i verdenseliten, men det lykkedes ikke - og han sluttede sin landsholdstid ved B-VM i Frankrig med en kamp mod Cuba. Senere samme år i 1989 vandt han sit tredje og sidste danske mesterskab med Helsingør. Undervejs i karrieren sagde han nej til at blive professionel i Vesttyskland. I stedet lagde Roepstorff sin energi i tøjbranchen, hvor han som direktør og medstifter af tøjvirksomheden Buksesnedkeren var med til at skabe tøjmærket H2O. Senere har den tidligere landsholdsspiller sammen med hustruen Jeanett etableret sig med virksomheden Blue Sportswear i Helsingør med salg af moderigtigt fritidstøj i høj kvalitet. Til hans mere kuriøse oplevelser hører en rolle som fotomodel i filmen "Dagens Donna" fra 1990. Jens Erik Roepstorff blev i 1982 kåret som "Årets mandlige håndboldspiller".


Har medvirket i følgende 1 film:
Dagens Donna (1990)Fotomodel