toplogo

Ingolf David

Ingolf David
Født: 2. Oktober 1926 i København.
Død: 26. December 1996
Gravsted: Mariebjerg Kirkegård - Gentofte

Ingolf David var søn af skuespiller og filmcensor Arne-Ole David og sangerinden Ingeborg Schleiss David. Han var elev af Poul Reumert, Ebbe Rode, Hans Egede Budtz og Arne-Ole David og debuterede i 1947 i "Tvillinger" på Skolescenen. Året efter i september 1948 spillede han på Axel Illums Turné i Slagelse som Magnus i "Den gamle Præst". Efter to år med Axel Illums turné rejste han til Odense Teater, hvor hans egentlige karriere begyndte i årene 1951-1954. Efter at have prøvet lidt af hvert besluttede han sig til at gå i sin fars fodspor. Han fik sit egentlige gennembrud på Riddersalen i København i "Escorial". I årene 1954 og 1955 var han direktør for Riddersalens Sommerteater og efter turné med Dansk Folkescene 1955-57 om han til Aveny Teatret i 1958 og Alléscenen i 1959. Efter et par år på Odense Teater debuterede han som sceneinstruktør. I årene 1962 til 1964 var han ved Fiolteatret, som han i årene 1965-1966 var direktør for. Han markerede sig i løbet af 1960erne som karakterskuespiller bl.a. i "Fødselsdagsselskabet" i 1963, "The Knack" i 1964 og "Udviklinger" i 1965. Herefter fulgte to år som del af det faste ensemble hos Preben Harris på Gladsaxe Teater 1967-68 og han nåede også at medvirke på Karen Marie Løwerts Scala. Ingolf David var i perioden fra 1958 til 1967 ansat ved TV-Teatret, hvor han var en af de mest benyttede skuespillere. Også siden medvirkede han i tv-spil som "Farvel Thomas", "Bella", "Smuglerne" og "Tilløkke Herbert" og havde en birolle i Lars von Triers "Riget II". Desuden medvirkede han i TV-serierne "Strenge tider", "Fæhår og Harzen" samt i Nikolaj Cederholms "Who's Hitler". I 1972 blev han uforskyldt udsat for en færdselsulykke og fik som en følge heraf delvist ødelagt sin indlæringsevne, hvorfor han opgav at arbejde som teaterskuespiller. En personlig nedtur ramte ham i 1973 og i en periode gled han næsten helt ud af film og teater. Han gav selv den åbenhjertige forklaring - at han foretrak værtshusmiljøet frem for scenen og i perioder var han subsistensløs. I 1983 fik han come back med filmen "Der er et yndigt land". Bedst kendt var han fra Radioteatret og især den lange række af biograffilm, han medvirkede i f.eks. "Slap af, Frede", "I den grønne skov", "Løgneren", "Man sku' være noget ved musikken", "Hør, var der ikke en, som lo?", "Danmark er lukket", "Den ubetænksomme elsker", "Forræderne", "Ofelia kommer til byen", "Flamberede hjerter", og "Carlo og Ester". Hans sidste film var børnefilmen "Bullermand", hvori han havde titelrollen. Han fik også en mini-rolle i den amerikanske kriminalkomedie "Yellow Pages". Han modtog en Bodil i 1986 for sin præstation som årets bedste mandlige birolle som Arne i "Ofelia kommer til byen". Ingolf David var gift tre gange først med skuespillerinden Birgit David, derefter med skuespillerinden Annemette Svendsen, som han blev gift med den 8. marts 1959 på Søllerød Rådhus og sidst med Karin Andersen (f. 1954). Ægteskabet varede i 15 år. Han er far til instruktøren Kristiane Korf (08-08-1966)

Hos gucca kan du købe film med Ingolf David, klik her for at se hvilke.

Har medvirket i følgende 31 film, som er i denne database:
Arvingen (1954)
Ullabella (1961)
Når enden er go' (1964)
Sytten (1965)
Gys og gæve tanter (1966)
Nu stiger den (1966)
Slap af, Frede (1966)
Soyas Tagsten (1966)
Historien om Barbara (1967)
Det er ikke appelsiner - Det er heste (1967)
I den grønne skov (1968)
Løgneren (1970)
Guld til præriens skrappe drenge (1971)
Man sku' være noget ved musikken (1972)
Bejleren - en jysk røverhistorie (1975)
Da Svante forsvandt (1975)
Hjerter er trumf (1976)
Terror (1977)
Hør, var der ikke en som lo ? (1978)
Krigernes børn (1979)
Danmark er lukket (1980)
Næste stop - Paradis (1980)
Den ubetænksomme elsker (1982)
Der er et yndigt land (1983)
Forræderne (1983)
Drengen der forsvandt (1984)
Rainfox (1984)
Ofelia kommer til byen (1985)
Flamberede hjerter (1986)
Carlo og Ester (1994)
Riget II (1997)

Har medvirket i følgende 7 TV-serier, som er beskrevet i denne database:
Københavnerliv (1967) afsnit nr: 1 2
Huset på Christianshavn (1970-1977) afsnit nr: 35
Smuglerne (1970) afsnit nr: 4
Strenge tider (1994)
Fæhår og Harzen (1995) afsnit nr: 3 6
Renters rente (1996)
Riget 2 (1997) afsnit nr: 4

Har medvirket i følgende revyer, som er beskrevet i denne database:
Nykøbing F. Revyen 1963
Skagen Revyen 1974

Har lagt stemme til følgende 2 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Asterix og hans gæve gallere (1967)
Asterix og Kleopatra (1968)

Har medvirket i følgende 2 udenlandske film:
Den første kreds (1971)
Yellow Pages (1988)