toplogo

Karen Marie Løwert

Karen Marie Løwert
Født: 27. Januar 1914 i Frederiksberg.
Død: 4. Februar 2002
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Karen Marie Octavia Daugaard Løwert var datter af telegrafkontrollør og viseforfatter Cai Aage Løwert (1881 - 1950) og hustru Ellen Marie Hansine Daugaard, født Glüsing (28-02-1887 - 27-02-1969). Hun startede som danserinde og var fra 1929 til 1937 Kolumbine på Pantomimeteatret i Tivoli. Efter elevtiden på Folketeatret debuterede hun 15. september 1933 på Apolloteatret i "Tre gamle jomfruer". Samme år blev hun kåret som Danmarks skønhedsdronning - Miss Danmark og blev nummer to i en international konkurrence. Hun var på provinsturnéer 1934-35 hos Axel Illum, 1935-36 hos Svend Wedel og Arne Weel og 1937-38 hos Mogens Brandt. Bl.a. spillede hun i 1935 Else i "Alle mand på dæk" i Horsens. Desuden gav hun gæstespil både i Tyskland, Norge og Sverige, ligesom hun gæstespillede på Århus Teater, Odense Teater og Aalborg Teater. Hun optrådte herefter rundt om på de københavnske teatre og kom i 1942 til Nørrebros Teater, hvor hun havde en mindre rolle i som slangetæmmerske i "Dollarprinsessen" og ifølge anmelderne gjorde sig meget uheldigt bemærket. Hun fortsatte hos Betty Nansen på Frederiksberg Allé i sæsonen 1942-43 og var de følgende år engageret hos Arne Weel, der turnerede med en række lystspil og hvor især deres samspil i "Den grønne elevator" igennem to år var den helt store succes. Karen Marie Løwert blev den 25. august 1947 gift i Søllerød Kirke med skuespilleren og teaterdirektøren Arne Weel og blev i 1952 tilknyttet Allé-Scenen, hvor hendes mand var direktør. I denne periode spillede hun både større og mindre roller, bl.a. i "Peter den Store" og "Den grønne elevator", men tog også aktivt del i teatrets drift ved at indgå i det administrative arbejde. Hun spillede Lizzie Curry i "Regnmageren" i 1957 og Alice i "Min mand venter sig" og hovedrollen i "Luften er svanger" i 58. I 1960 søgte hun - og fik stillingen som direktør for Aalborg Teater, hvor hun i perioden frem til 1966 viste sig som en af landets mest visionære teaterledere. Hun instruerede "Vildfuglen" og "Folk og røvere i Kardemomme by" i 61 og spillede selv Stjerneskuespillerinden i "Elsker-elsker ikke" og (Hello) Dolly i "Kirsten Giftekniv" i 60, Hester i "Løse rygter" og Fruen i "Anna Sophie Hedvig" i 61 og Senoraen i "Andorra" i 62. Denne og Brechtforestillingerne og "Luftgængeren" blev både anmelder- og publikumssucceser. Det samme gjaldt Behans "Gidslet"; men især den vakte stor forargelse og kritik fra de lokale politikere. Formanden for teatrets bestyrelse var stærkt utilfreds med, at teatrets forretningsfører, skuespiller Palle Bjerrum var bøsse og ville derfor have ham fyret. Det nægtede Karen Marie Løwert at efterkomme og satte sin stilling ind på det. Da et flertal i bestyrelsen fastholdt ønsket om fyring, tog hun konsekvensen heraf og fratrådte sin stilling i foråret 1965. Hun blev derefter chef for Det ny Scala på Nørrebro fra 1966-1981. Efter seks sæsoner kaldte hun det slet og ret for Scala. Karen Marie Løwert fik her stor succes med et folkeligt repertoire af klassikere, lystspil og musicals. I filmen "Livet på Hegnsgaard" fra 1938 er hun stand-in for Karin Nellemose i en nøgenscene. I tv havde hun fx roller i Soyas "Gravkaffe" i 63 og "Efter" i 65 og i serier. Hun var søster til Lis Løwert.

Har medvirket i følgende 27 film, som er i denne database:
Hotel Paradis (1931)
De blaa drenge (1933)
Barken Margrethe af Danmark (1934)
Det begyndte ombord (1937)
Frk. Møllers Jubilæum (1937)
Den kloge mand - 1937 (1937)
Livet paa Hegnsgaard (1938)
Genboerne (1939)
Familien Olsen (1940)
Gaa med mig hjem (1941)
Tag til Rønneby kro (1941)
Ta' briller paa (1942)
Frk. Vildkat (1942)
Naar bønder elsker (1942)
Teatertosset (1944)
Saa mødes vi hos Tove (1946)
De røde heste - 1950 (1950)
Cafe Paradis (1950)
Skovridergaarden (1957)
Onkel Bill fra New York (1959)
Gymnasiepigen (1960)
Frihedens pris (1960)
Premiere i Helvede (1964)
Der var engang en krig (1966)
Der kom en soldat (1969)
Slingrevalsen (1981)
Min farmors hus (1984)

Har medvirket i følgende 5 TV-serier, som er beskrevet i denne database:
Een stor familie (1982-1983) afsnit nr: 9
Anthonsen (1984) afsnit nr: 4
Bill og Daphne (1987) afsnit nr: 1
Station 13 (1988-1989) afsnit nr: 6
Kald mig Liva (1992) afsnit nr: 2

Har medvirket i følgende revyer, som er beskrevet i denne database:
A.B.C. revyerne 1951
Cirkusrevyen 1957
Fiffer-Revyen 1950
Riddersalen 1934


Hos gucca kan du købe film med Karen Marie Løwert, klik her for at se hvilke.