toplogo

Axel Mattson

Født: 3. December 1887 i Frederiksberg.
Død: 22. November 1937
Gravsted: Taarbæk Kirkegård

Axel Vilhelm Mattsson var søn af kusk Ola Mattson og hustru Anna Olsson. Hans svenske forældre ernærede sig ved at drive gæstgiveri og sømandshjem i København. Allerede som 6-årig begyndte Axel Mattsson at ride. Da han var færdig med skolen som 16-årig blev han stalddreng ved prins Valdemar og prinsesse Maries hof - i Christistiansborgs stalde og på Bernstorff Slot. Efter tre år blev han ansat i Cirkus Orlando i Stockholm, hvor han debuterede som kunstrytter/skolerytter. Et par år senere turnerede Axel Mattsson i Danmark med Cirkus Bech-Olsen indtil han i 1909 åbnede sin egen rideskole - Mattssons rideskole i Dyrehaven ved Klampenborg. Udover at drive sin rideskole deltog han i filmoptagelser og medvirkede som statist og stuntman til hest på Nordisk Film i en lang række film fra 1910-16. Mattsson udførte talrige halsbrækkende stunts gennem årene, men det farligste var formentlig i "Dødsspring til Hest fra Cirkuskuplen" (Schnedler-Sørensen, 1912), hvor han var stand-in for Valdemar Psilander, der i øvrigt var hans meget nære ven. Under en filmoptagelse foretog han et dødsspring fra cirkuskuplen med hesten Black Girl. Mattsson slap da heller ikke fra øvelsen uden mén - han måtte efterfølgende have indopereret en sølvplade i baghovedet på grund af de kvæstelser, han pådrog sig under styrtet. I 1913 var han med i en enkelt film hos The Copenhagen Film Co., hvor han tilsyneladende spillede en mere fremtrædende rolle. Generaldirektør for Nordisk Film, Ole Olsen, gav Axel Mattsson et fast gebyr for at stille heste til rådighed til optagelse af film samt ekstra honorar for hver optagelse. Mattssons indtægter fra filmen kom samtidig med, at det blev mondænt at ride, og dette skabte grundlaget til en udvidelse af rideetablissementet. Ved siden af sin karriere inden for filmkunsten havde Axel Mattsson en stor galopkarriere. Han var den første, der vandt "Guldpisken" og "Sølvsporerne" og han modtog ialt 24 sølvtallerkener med inskriptioner. I 1913 blev han skilt fra Bolette Marie Knudsen og gift igen den 18. september 1913 i Ordrup med Edith Bothilde Adamine Sprange (25-11-1881). Efter hans død førte hans hustru Lilly Mattsson rideskolen videre for at lade den være et levende minde om Axel Mattsson.

Har medvirket i følgende 41 stumfilm, som er beskrevet i denne database:
Nonnen fra Asminderød (1911)
Hamlet (1911)
Den undvegne (1911)
Ungdommens ret (1911)
Det gamle købmandshus (1911)
Karen fra Gruben (1912)
Mellem storbyens artister (1912)
Den stærkeste (1912)
Dødsspring til hest fra Cirkuskuplen (1912)
Dødsangstens maskespil (1912)
Nellys forlovelse (1913)
Moderen (1913)
Prinsesse Elena (1913)
Af elskovs nåde (1913)
Skyldig - ikke skyldig (1913)
Den bortførte brud (1913)
Fra fyrste til knejpevært (1913)
Den fjerde dame (1914)
Revolutionsbryllup (1914)
Zigeunerblod (1914)
Tempeldanserindens elskov (1914)
Eventyrersken (1914)
Grev Dahlborgs Hemmelighed (1914)
Hvor Sorgerne glemmes (1915)
Mit fædreland, min kærlighed (1915)
Et haremseventyr (1915)
Om kap med døden (1915)
Ned med våbnene (1915)
Zigøjnerblod (1915)
Barnet fra opfostringshuset (1916)
Manden uden Fremtid (1916)
Pro Patria (1916)
Rovedderkoppen (1916)
Pax Æterna (1917)
Favoriten (1917)
Hjertekrigen paa Ravnsholt (1917)
Hittebarnet (1917)
Prinsessens Tilbeder (1918)
Sfinxens Hemmelighed (1918)
En Fare for Samfundet (1918)
Krig og kærlighed (1918)