Fritz Lamprecht
Født: 14-8-1883 i København
Død: 22-12-1941 (58 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Johan Frederik (Fritz) Wendt Lamprecht var søn af fuldmægtig Frederik Ferdinand Lamprecht (1856 - 06-07-1932) og hustru Egine Vilhelmine Juliane Wendt (1854-1943). Han debuteredei 1906 på Det Kongelige Teater efter at have gennemgået elevskolen. Han var kun i en sæson knyttet til Det Kongelige Teater og tog derefter med Peter Fjelstrup på turnéer i Danmark, Norge og Sverige. Da Viggo Lindstrøm åbnede Det ny Teater blev han engageret hertil. Senere var han i to perioder hos Holger Hofman på Dagmarteatret, hvor han virkede både som skuespiller og instruktør. Da han i 1927 forlod denne scene blev han en kort overgang direktør og kunstnerisk leder af dét der skulle blive til Nordisk Tonefilm. Han instruerede og producerede en lang række korte tonefilm, indtil han forlod selskabet igen i 1931. Han filmdebuterede som skuespiller hos Filmfabrikken Skandinavien i 1912. Det blev over en årrække til omkring 20 film, hvoraf hans medvirken i de to Benjamin Christensen-film "Det hemmelighedsfuld X" (1914) og "Hævnens Nat" (1916) er de mest interessante. I de senere år trak Fritz Lamprecht sig tilbage fra teatret. Han blev direktør for Nørreports Automatcafé, som han ledede til sin død. Fritz Lamprecht blev den 18. juni 1910 gift i Søllerød Kirke med operasangerinden Lilly Lamprecht, men ægteskabet blev senere opløst. Han er far til trompetisten Jørgen Lamprecht.