Else Weng
Født: 29-8-1890 i København

Biografi
Carla Else Palmira Amalie Warburg Weng, skuespillerinde, sangerinde og danserinde, der var datter af Alma Cathrine Weng, født Kragh (f. 09-04-1869), blev uddannet hos Fru Quiding og debuterede på Casino. Hun var ansat ved Aarhus Teater i to sæsoner 1916-17 og 1917-18, hvor hun havde stor succes på Julius Magnussens "Betty". Sammen med Johannes Guldbrandsen havde hun i oktober 1917 hovedrollen i komedien "Familien Jensen". Herfra kom hun til Scala-Revyen med premiere 31. maj 1918 og optrådte her bl.a. sammmen med Liva Weel. I sæsonen 1919-20 var hun ansat ved Opera comique i Oslo. Ifølge Ribe Stiftstidende 28. august 1924 foretog hun dette år en rejse til USA, hvor hendes mand havde modtaget en stilling og havde opholdt sig et års tid. Sammen med hende fulgte hendes søn på et par år. De amerikanske myndigheder havde intet imod at give hende indrejsetilladelse. Men hendes dreng, der var født i Danmark, kunne ikke få tilladelse efter indvandringsloven, da antallet af indvandrere, som var tilladt Danmark, allerede var opnået dette år. Friherreinden måtte derfor rejse tilbage med sit barn. Forinden havde hun solgt sin villa og indbo. I 1929 medvirkede hun i juleforestillingen "Mor Huldas drenge" på Det ny Teater. Det er ikke lykkedes at finde oplysninger om Else Wengs videre levnedsforløb, herunder evt. dødsdato. Hun blev den 16. juli 1920 gift i Oslo med den russiske diplomingeniør og friherre Theodor von Schilder (f. 07-02-1887).


Har medvirket i følgende 3 stumfilm:
Zigeuneren Raphael (1914) 
Hjertevirtuosen (1916) 
Krigsmillionæren (1919)