toplogo

Lone Lau

Født: 28. Juni 1950

Lone Lau, der er datter af filmdirektør Lau Lauritzen jun. og skuespillerinden Lisbeth Movin, valgte i modsætning til sine to søskende at gå skuespillervejen. Hun blev uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole 1968-70. Herefter foretog hun studierejser til både London og New York. I perioder hvor der ikke var roller brugte hun tiden til at arbejde på apotek, gå mannequin og danse go go på Niverød kro inden scenen igen kaldte med roller bl.a. i "Processen" på Scala i 1969, på Falkonerteatret 1971-72 og i "Teenagerlove" på Svalegangen i 1973. Midt i 1970erne uddannede hun sig til stewardesse og fik jobs både hos SAS og Sterling Airways. Omkring årsskiftet 1979/80 prøvede Lone Lau at skabe sig en tilværelse i Manila på Philippinerne, men skuespilleren Carl Nielsen fik overtalt hende til et come back i Søndervig revyen. Især har Lone Lau siden gjort sig gældende på landets revyscener. Hun modtog i 1983 "Årets Dirch". I 1985 mødte hun artisten Benny Fjeldsøe, som hun giftede sig med i 1990. Gennem otte år lavede parret revy sammen med stor succes, bl.a. på Møllekroen i Hurup og i Sønderborg Sommerrevy 1989-93. Siden 1993 har Lone Lau ikke arbejdet som skuespiller. Men hun har stået for underholdningen på "Club La Santa" på Lanzarote, hvor ægteparret bor fire-fem måneder hver vinter. I tv har man set hende i serien "Strandvaskeren". Hun har medvirket i ganske få film, nemlig "Mig og min lillebror og storsmuglerne" (1968), "Mig og min lillebror og Bølle" (1969), "Præriens skrappe drenge" (1970) og "Mafiaen, det er osse mig" (1974).

Har medvirket i følgende 4 film, som er i denne database:
Mig og min lillebror og storsmuglerne (1968)
Mig og min lillebror og Bølle (1969)
Præriens skrappe drenge (1970)
Mafiaen - det er osse mig (1974)

Har medvirket i følgende 1 TV-serier, som er beskrevet i denne database:
Strandvaskeren (1978) afsnit nr: 5

Har medvirket i følgende revyer, som er beskrevet i denne database:
Hurup Revyen 1980 1981 1989 1990
Nykøbing F. Revyen 1986 1987
Randers Revyen 1984
Sønderborg Revyen 1989 1990 1991 1992 1993
Søndervig Revyen 1978