toplogo

Vibeke Krøyer

Født: 5. Januar 1895 i København.
Død: 29. April 1985
Gravsted: Leksand Kirkegård, Sverige

Karen Vibeke Krøyer var datter af kunstmaler Peder Severin (Søren) Krøyer (23-07-1851 - 21-11-1909) og hustru malerinden Marie Martha Mathilde Triepcke (11-06-1867 - 25-05-1940). Efter forældrenes skilsmisse i 1905 bosatte moderen sig på Alfvénsgården ned til Siljansøen ved Tällberg i Sverige. Vibeke Krøyer blev boende hos sin far i Skagen. Hun tog studentereksamen og uddannede sig i de unge år som journalist. Hun var skuespillerinde ved Folketeatret og medvirkede i 1910erne i flere stumfilm. I en årrække var hun knyttet til Det Berlingske Hus - ved Berlingske Tidende og Berlingske Aftenavis fra 1. oktober 1921 og fra 1. januar 1941 som løs medarbejder ved de Berlingske Blade. Hun skrev artikler i såvel Berlingske Tidende som magasinet "Landet", som dengang blev udgivet af huset. Da halvsøsteren døde i 1962 tilfaldt den svenske ejendom hende, men hun fandt den for stor, hvorfor hun solgte den og købte et mindre hus i nærheden. Sidste gang Vibeke Krøyer optrådte i forbindelse med sin berømte maler-far var i 1980, da hun kom til København for at se den store Krøyer-udstilling i Kunstforeningen. Sidst i 60erne flyttede Vibeke Krøyer til Sverige. Da hun døde i 1985, blev hun ved skæbnens ironi begravet ved siden af moderen på Leksand Kirkegård. Vibeke Krøyer var først gift med prokurist Otto Bocdal Christensen. Siden blev hun den 3. juni 1922 gift i Birkerød med journalist, cand.jur., proprietær Kai Rudolf Dahl (f. 14-06-1890). Ægteskabet blev opløst den 13. marts 1930.

Har medvirket i følgende 6 stumfilm, som er beskrevet i denne database:
Opiumsdrømmen (1914)
Spiritisten (1916)
Studenterkammeraterne (1917)
Den mystiske Selskabsdame (1917)
Prinsessens Tilbeder (1918)
Kammerpigen (1918)