Alfred Sjøholm
Født: 28-1-1879 i København
Død: 23-3-1961 (82 år)
Gravsted: Assistens Kirkegård - Nørrebro - Kbh

Biografi
Alfred Peder Sjøholm blev født på Christianshavn som søn af vognfabrikant Carl Peter Alfred Sjøholm og hustru Henriette Georgine Vilhelmine Sundahl. Han blev uddannet som malersvend hos Christian Møllmann & Co i Nørregade, hvor han opnåede bronzemedalje for sit svendestykke. Efter endt uddannelse fik han sølvpræmie som dekorationsmaler. Efter at have læst hos Peter Jerndorff blev han i maj 1902 optaget på Det kgl. Teaters elevskole og debuterede 12. maj 1908 som Ridder Stig i "Svend Dyrings Hus". Forinden havde han i maj 1905 søgt om optagelse på teatrets operaskole, men blev først optaget her i maj 1906. Han fik engagement ved teatret 1909-10 - 1913-14 og blev derefter engageret ved teatret både som skuespiller og i operakoret. Han spillede bl.a. roller som Mogens i "Elverhøj" og værten i "La Bohéme" og i 1924 fik han debut som Mefistofeles i "Faust". I forbindelse med Poul Reumerts opgør med Det kgl. Teaters direktør Adam Poulsen - tog Sjøholm Reumerts parti og blev i 1933 afskediget med pension. Ved siden af sit engagement ved teatret investerede Alfred Sjøholm sin håndværksmæssige snilde i en egenhændig restaurering af slægtens ejendom Torvegade 34 og efter afskedigelsen slog han sig på portrætmaleriet og levede de næste mange år som udlejer. Alfred Sjøholm debuterede på film i 1914 i "Hans første kærlighed" og medvirkede efterfølgende i "Sporet i sneen" 1915, "Enhver" 1915, "Telegramtyvene" 1915, "Overfaldet i Viadukten" 1915, "Vera" 1915, "Nattens datter" 1915, "For barnets skyld" 1915, "Fra dybet" 1915. Han blev gift den 3. december 1914 i Frederiksberg Kirke med kgl. operasangerinde Elna Elisa Hilliger Hansen (28-09-1886 - 06-02-1960)


Har medvirket i følgende 9 stumfilm:
Hans første kærlighed (1914) 
For Barnets Skyld (1915) 
Sporet i Sneen (1915) 
Nattens Datter (1915) 
Fra Dybet (1915) 
Telegramtyvene (1915) 
Enhver (1915) 
Overfaldet i Viadukten (1915) 
Vera (1915)