Hermann Florant
Født: 3-4-1885 i København
Død: 22-7-1943 (58 år)
Gravsted: Frederiksberg Kirkegård - Kbh

Billede af Hermann Florant
Biografi
Hermann Oscar Florant (egentlig Jensen), der var søn af bestyrer Jørgen Jensen og hustru Ane Sophie Petersen, begyndte sin teaterbane hos Walther, hvor han spillede et stort repertoire. Han var både ved Odense gamle teater, senere ved Aarhus Teater i sæsonen 1912-13 inden han kom til København, hvor han havde en glansfuld periode ved forskellige scener, bl.a. Sønderbro Teater. Han var en meget alsidig skuespiller der med stor iver og levende interesse gik op i sit arbejde. Derfor kom han også til at bære en stor del af teatrets repertoire i disse år. Han kaldte sig dengang for Herman Florentz, men tog navneforandring, da en indehaver af navnet nedlagde protest. En overgang var han direktør for Phønix-Teatret og blev siden inspektør i Guldaldersalen i Lorry og gled for en tid helt ud af teatrets verden. Dog vendte han tilbage først til Folketeatret og senere til Dagmarteatret og var nu blevet en udmærket karakterskuespiller, der også blev anvendt på turnéer i provinsen. En stor indsats gjorde han også som leder af egne turnéer og havde megen ære bl.a. af Bohéme-Turnéen med Det Kongelige Teaters operapersonale, men økonomisk blev disse ikke nogen succes. Herman Florant virkede også som overregissør på Dagmarteatret og endelig på Folketeatret. Kort før sin død havde han fået bevillingen til Hundesteds nye biografteater. Han medvirkede i følgende stumfilm: Det grå slots hemmelighed (1915), Hjertet, der brast (1915), Skyldig - ikke skyldig (1915), Skæbnens dom (1915), Karfunkeldronningen (1916), Mysteriet Blackville (1917), Elverhøj (1917), En farlig leg (1917), Klør dame (1918), Dømmer ikke (1918), Bajadser (1919), Lykkeper (1920), En aftenscene (1920), Scenens børn (1920), Munkens fristelser (1921), Republikaneren (1923), Den store dag (1930), Kains slægt (-) og Manden med klumpfoden (-). Herman Florant blev den 7. april 1905 gift i Sankt Matthæus Kirke med Marie Elisabeth Magdalene Schnell. Senere var han gift med Sophie Albertha, født Henriksen. Ved sin død var han bosat Villa Udsigten, Lynæs i Nordsjælland.


Har medvirket i følgende 1 film:
Odds 777 (1932)Spiller på travbanen

Har medvirket i følgende 2 revyer:
Charlottenlund-Revyen 1914
Sønderbro Teater 1913

Har medvirket i følgende 17 stumfilm:
Kains slægt (1915) 
Det graa Slots Hemmelighed (1915) 
Skyldig - ikke skyldig (1915) 
Hjertet, der brast (1915) 
Skæbnens Dom (1915) 
Karfunkeldronningen (1916) 
Mysteriet Blackville (1917) 
En farlige Leg (1917) 
Elverhøj (1917) 
Dømmer ikke (1918) 
Klør Dame (1918) 
Bajadser (1919) 
Lykkeper (1920) 
Scenens Børn (1920) 
En aftenscene (1920) 
Munkens Fristelser (1921) 
Republikaneren (1923)