toplogo

Poul Petersen

Poul Petersen
Født: 21. September 1905 i København.
Død: 10. Januar 1986
Gravsted: Roholte Kirkegård v/ Fakse

Skuespiller og teaterdirektør Poul Petersen var søn af bogholder Oluf Rasmus Petersen (død 1953) og hustru Ellen Kordone Sørensen (død 1956). Han blev nysproglig student i 1925 og kom på Det Ny Teaters Elevskole 1930-1932. Han foretog også studierejser til bl.a. Tyskland, Frankrig, Østrig og England. Han debuterede på Det ny Teater den 7. oktober 1931 som John Barrett i "Familien Barrett". Han var skuespiller ved teatret til 1933, hvorefter han kom til Casino 1933-35 og tillige medvirkede ved Skolescenen og Det sociale Teater. Poul Petersen var tilknyttet Odense Teater i årene 1935-1938 og 1943-44. Siden kom han til Aalborg Teater, hvor han var 1938-1940 og Frederiksberg Teater 1941-43 og 1945 og Allé-Scenen 1944. Endvidere har han haft engagementer ved Gladsaxe Teater, Friluftsteatret, Ungdommens Teater og på Herman Gellings turné. Han blev i øvrigt direktør for Aalborg Teater september 1945 og til sommeren 1954 og igen 1965-68 og for Aarhus Teater 1954-1963. Han var ved Odense Teater i sæsonen 1968-69. I 1942 debuterede han i filmen "Alle mand på dæk" og medvirkede gennem tiden i både film, TV og hørespil. Poul Petersen blev den 2. oktober 1934 gift på Frederiksberg Rådhus med skuespillerinden Mime Fønss. Han er far til skuespilleren Torsten Fønss.

Har medvirket i følgende 13 film, som er i denne database:
Alle mand paa dæk (1942)
Det ender med bryllup (1943)
Jeg mødte en morder (1943)
Det store ansvar (1944)
Det bødes der for (1944)
Guds mærkelige veje (1944)
Affæren Birte (1945)
Farlig ungdom (1953)
Sønnen fra Amerika (1957)
Tine (1964)
Tænk på et tal (1969)
Oktoberdage (1970)
I morgen, min elskede (1971)

Har medvirket i følgende 2 TV-serier, som er beskrevet i denne database:
Huset på Christianshavn (1970-1977) afsnit nr: 2 8
En by i Provinsen (1977-1980) afsnit nr: 6