Beskrivelse
Tegnefilm over H.C. Andersens eventyr om soldaten, der skaffer sig et magisk fyrtøj fra en gammel heks og efter mange farlige oplevelser vinder prinsessen og det halve kongerige. "Fyrtøjet" var den første spillefilmslange tegnefilm ikke kun i Danmark, men i Europa. Det tog fire år at lave den. Svend Methling er krediteret som instruktør. Han havde ingen erfaring med animationsfilm og instruerede i virkeligheden kun stemmerne, som kendte skuespillere leverede. Allan Johnsen havde overopsyn med de mange tegnere, hvis ret forskellige baggrund gav et ujævnt resultat. Filmen fik succes i danske biografer, men man havde ikke held med at sælge den til udlandet. (Kilde: Det Danske Filminstitut)
Første danske tegnefilm i farver.
"Fyrtøjet" var et gigantisk projekt af en tegnefilm. Den sugede sikkert næring af krigens isolation, der brutalt havde lukket af for bl.a. Disneys produktion – og netop på et tidspunkt, hvor danskerne havde lært den at kende og lært at sætte pris på den. Alligevel var det vovet såvel med sit eget ene øje som hundenes, der jo er store som hhv. tekopper, møllehjul og Rundetårn – det var risikabelt at kaste sig ud i opgaven. Projektet startede som en råskitse i 1943. Inden man fik set sig om, var 200 mennesker beskæftigede i projektet. Man har regnet ud, at det i 1984-penge ville have kostet 20 millioner kroner.
Det er den unge filmmand Regnar Grasten, der har støvet ”Fyrtøjet” af. Produktionsnoter fortæller, at der blev lavet i alt 1.410.200 enkelte tegninger til filmen. Det tog tre år at gøre filmen færdig. Den endelige redaktion forestod instruktøren Svend Methling, der tilstræbte en ærkedansk version af H.C. Andersens historie. Til sidst indspilledes filmmusikken – af et 60 mands orkester, nævnes det. Flere af melodierne blev faktisk evergreens, sådan som det anstår sig sange fra en storfilm.-
(Kilde: Famile-Journalen 3. december 1984/ Artikel af Ulrik Jensen.)