Beskrivelse
I Kong Christian den 5.’s (Valdemar Møller) sidste leveår i 1699 udspilledes der sig, på det gamle Københavns slot, et sælsomt drama. Man har forsøgt at dysse skandalen ned, men der findes dog stadig aktstykker, som kan fortælle derom. En vinterdag kom den unge Junker Frederich von Kötschau (Mogens Wieth), fra Hessen i Tyskland, til Kong Christians hof. På det gamle dystre slot herskede der en voldsom kedsommelighed. Sådan havde det dog ikke altid været. Tonerne fra Ludvig d. 14.’s hof havde givet genlyd over hele Europa - også ved det danske. Selv den ringeste i landet kunne få audiens hos kongen, og i den pragtfulde, forgyldte ridestald flokkedes de nødlidende om ham og modtog rigelige gaver. Snart var det fattige og krøblinge, snart folk der var kommet i ulykke. Alle kunne de bede kongen om hjælp. Kongens gavmildhed kunne mærkes på mange måder: Han satte faderløse børn i lære hos dygtige mænd, og han betalte et årligt honorar samt udgiften til svendeklæder. Han sendte unge kunstnere udenlands osv. Da Kongens tiltagende svagelighed tog til, lagde det en naturlig dæmper på hans livsglæde. Frederich von Kötschau var en flot adelsmand med et frisk indtagende væsen. Hans mor kaldte ham ”Aiolos”, efter den græske stormgud, fordi han altid bragte blæst og uro med sig. Hoffets damer blev straks begejstret for ham, fordi han bragte et pust af liv ind på det glædesløse slot. Selv kongen livede op over alle hans lystige påfund. Dertil kom, at han havde en recept på, hvordan man kunne lave guld og kongen gav ham lov til at eksperimentere i slottes kælder hos den gamle slotsapoteker Paulus Payenck (Charles Wilken). Den indflydelsesrige gehejmeråd von Lenthe (Angelo Bruun), bejlede til én af dronning Charlotte Amalies (Agnes Thorberg-Wieth) hofdamer, den smukke og temperamentsfulde baronesse Justine Rosenkrantz (Gull-Maj Norin). Selv om hans frieri smigrede hende, var hun dog betænkelig ved at binde sig til en mand, der var kommet over sin første ungdom. I junker Frederich mødte hun den mand, som kunne sætte hendes hede blod i kog, og der opstod et glødende kærlighedsforhold mellem dem. Ved nattetid mødtes de i slottes riddersal, der ellers kun blev brugt til oplagsrum for al slags gammelt skrammel. Den myndige og meget gudfrygtige overhofmesterinde fru Haxthausen (Marie Niedermann) fik dog snart nys om, hvad der foregik i riddersalen og var på vagt for at afsløre synderne. Justines bedste veninde og fortrolige, den blide Anna Dalvig (Bodil Kjer), som også var hofdame hos dronningen, var klar over, at en skandale vil medføre, at Frederich og Justine vil blive forvist fra hoffet. En aften advarede hun junkeren, som måtte søge tilflugt på hendes værelse for at undgå overhofmesterinden. Hendes indtagende væsen gjorde et dybt indtryk på ham og for første gang i sit liv mødte han en kvinde, som kan få hans hjerte til at slå hurtigt. Fra det øjeblik betød Justine intet for ham mere og det var forbi med de hemmelige møder. Justine blev ulykkelig over, at han åbenbart helt svigtede hende. Hun troede, at han havde fundet sig et pigebarn i byen. Men en dag bekendte Anna ærligt for hende, at hun og junkeren ofte mødtes i kirken og i kongens læseværelse. Hun fortalte, at hun troede, at junkeren elskede hende. Denne bekendelse fik Justines jalousi til at slå ud i lys lue. For hende det et nederlag og hendes iltre sind drev hende mod katastrofen. Et øjeblik tænkte hun på at tage sit eget liv, men så besluttede hun, at hun ville forgive hendes rival. I sin desperate skinsyge gjorde hun alvor af sin beslutning og Anna blev alvorligt syg og svævede mellem liv og død. Kongens livlæge dr. Wollfen (Elith Pio) og overhofmesterinden fik dog opklaret, at der lå en forbrydelse bag Annas pludselige sygdom. Skønt von Lenthe gerne ville dysse sagen ned, var han nødt til at gøre sin pligt og lade Justine indsætte i Blåtårn med en dødsdom hængende over hovedet. Anna genvandt dog sit helbred. Hun vidste ikke, at Justine havde stræbt hende efter livet indtil et brev fra en slægtning uventet røbede sandheden. Hvordan kunne hun og hendes elskede Frederich nogensinde blive lykkelige med Justines død hængende som en skygge over dem. Fortvivlet gik hun i forbøn for Justine og bad kongen om nåde.