Jesper Winge Leisner
Født: 23-9-1951 i København
Død: 1-3-2026 Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Jesper Johan Winge Leisner, direktør, teaterproducent, sangskriver og komponist, var søn af landmand, maskinforhandler Poul Erik Winge Leisner (død 1986) og Bodil Winge Leisner (født Kofod) (død 1990). Han voksede op i Vordingborg og læste nordisk litteratur på Københavns Universitet og var under studiet kendt for sit stærke engagement i studenterpolitik. Efter at have afsluttet sit studium flyttede han i kollektiv, underviste i litterær analyse og kommunikation, og begyndte at skrive sange til fritidsorkestret og popbandet Rocazino, som han havde dannet sammen med sin daværende hustru Ulla Cold. Sideløbende med musikken studerede Jesper Winge Leisner medicin på Københavns Universitet, men efter et par år skiftede han til humaniora, hvorfra han fik en kandidatgrad i nordisk filologi og idræt i 1982. I 1981 kom hans ord på alles læber med sangen "Elsk mig i nat" og i de følgende otte år skrev han stribevis af landeplager og modtog for sine hits mere end 14 guld- og platinplader. I 1989 blev han headhuntet til Gutenberghus Reklamebureau, og det blev begyndelsen til 15 år i kommunikationsbranchen som både kreativ og strategisk direktør samt som medejer af bureauer som Lintas Cph., Egeberg og La Familia A/S. I flere år var han rådgiver for bl.a. Sundhedsstyrelsen og en stribe finansielle virksomheder. Efter nogle år begyndte han igen at skrive og producere musik, bl.a. musikken til filmen "Den eneste ene" og i 2000 blev det til en topplacering på den engelske singlehitliste med sangen "Help I'm a Fish" fra filmen af samme navn. I 2004 oprettede han produktions- og udviklingsselskabet "The One And Only Musicals", der som sin første produktion lavede en musicalversion af filmen "Den eneste ene" og som indbragte ham en Reumert for bedste musikteater i 2005. I 2009 stod han og selskabet bag musicalen "Elsk mig i nat" på Gasværket i København, hvilken forestilling blev en af årtiets mest populære og som solgte 165.000 biletter. Samme år etablerede han et tæt samarbejde med Musikhuset Aarhus og i 2010 indledte han et unikt samarbejde med Tivoli A/S. The One And Only Musicals stod i mere end 20 år bag nogle af de største musicalsucceser som blandt andre "Fame", "Grease", "Moulin Rouge", "Matador", "Dirty Dancing", "Flashdance" samt "Den skaldede frisør". Ansvaret for hans livsværk, "One & Only Musicals", blev i efteråret 2005 overdraget til Silas Holst og Laura Elmøe. Jesper Winge Leisner var i årene fra 1972 til 2004 gift med grafiker og sangerinde Ulla Cold. Fra 2006 var han samlevende med filminstruktør Susanne Bier (f. 15-04-1960). Han var far til sanger og tekstforfatter Jonas Winge Leisner, filmfotograf Valdemar Winge Leisner og filmproducer Anna Winge Leisner. Iøvrigt var han nevø til tv-manden Otto Leisner.


Har arbejdet med følgende 9 film:
Den eneste ene (1999)Musik
Mirakel (2000)Musik
Hånden på hjertet (2000)Musik
Anja og Viktor - Kærlighed ved første hik 2 (2001)Musikkonsulent
Min søsters børn (2001)Soundtrack
Okay (2002)Musik
Elsker dig for evigt (2002)Musik
Askepop - the movie (2003)Musik
Brødre (2004)Komponist

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Odense Sommerrevy (2024)Musik