Jørgen de Mylius
Født: 5-3-1946 i Frederiksberg

Biografi
Jørgen de Mylius, radio- og tv-vært, der er søn af civilingeniør, afdelingsingeniør Kaj Cochrane de Mylius (død 2004) og Birthe Marie Jenny de Mylius, født Jacobsen (død 1995), blev matematisk student fra Østre Borgerdyd Gymnasium i 1964. Han begyndte sin karriere ved Danmarks Radio den 29. januar 1963 - to måneder før sin 17-års fødselsdag. I 1967 blev han ansat ved P3 som hurtigt snakkende disc-jockey med sikker sans for hvad der rørte sig i udenlandsk populærmusik. Han blev i radioen kendt for sine mange pop/rock-udsendelser og introducerede som den første danskerne for The Beatles. Han lavede radioprogrammer som "Top 20", "Efter Skoletid og "For de Unge". Senere fulgte programmer som "Pop-quiz" og "Tipparaden". Han færdiggjorde en uddannelse som journalist i 1968 og arbejdede en tid som radiojournalist i USA, Japan, Frankrig og Luxembourg. I 1977 blev han hentet til TV og var her bl.a. med til at relancere Melodi Grand Prix i 1978. Han har været vært og medtilrettelægger af ikke mindre end 11 danske Melodi Grand Prix'er og har været kommentator ved 24 europæiske Melodi Grand Prix'er. Desuden har han gennem årene lavet adskillige underholdnings- og quiz-shows som f.eks. "Eldorado", "Stardust" og "Superchancen". Han har skrevet biografier om bl.a. Elvis Presley, Cliff Richard og Jodle Birge, artikler om film og musik, ligesom han har skrevet mange sangtekster. I 1990 tog han en efteruddannelse i filmjournalistik ved University of California (UCLA) i Los Angeles. Siden har han især arbejdet på programmer på DR's P4 og TV2 Charlie. Fra 1999 arbejdede han som redaktionschef for tv programmet "Hit med Sangen". Jørgen de Mylius var i sit første ægteskab gift fra 1975 til 1995 med grafiker Jytte de Mylius. I 2003 blev han gift med tandlæge Inger Diers (f. 29-09-1963).


Har arbejdet med følgende 1 film:
Blinkende lygter (2000)Musik supervisor

Bøger om Jørgen de Mylius:
Tak for al musikken af Jørgen de Mylius