Jan Cocotte -Pedersen
Født: 6-6-1950 i København
Død: 18-9-2024
Gravsted: Søndermark Kirkegård - Frederiksberg (fællesgrav)
Biografi
Jan Cocotte-Pedersen, kok og restauratør, var en af foregangsmændene i dansk gastronomi. Han blev udlært fra Restaurant Nimb i København. Fra 1970 til 1976 var han køkkenchef på Rørvig Færgekro og byggede siden en restaurant op i rejsekongen Simon Spies' hotel Richmond. Hans restaurant La Cocotte – på dansk "kasserollen" – var i 1983 blandt de første i Danmark til at få en Michelin-stjerne. Han var i 1989 også den første dansker til at vinde guld ved det uofficielle kokkeverdensmesterskab Bocuse d'Or. Cocotte-Pedersens succes betød, at han blev valgt til at lave pragtmåltidet i den Oscar-vindende filmatisering af "Babettes Gæstebud". Siden flyttede han sin restaurant ud af centrum og blev chef for en kæde af hotelrestauranter af samme navn. Det var dog for en kort periode, da den finere madlavning igen trak, og han genvandt i 1997 en Michelin-stjerne til Søllerød Kro. Siden blev han krofatter på Elverdamskroen i Tølløse på Midtsjælland. Undervejs i karrieren optrådte han i flere tv-køkkenprogrammer og som forfatter til en række opskriftsbøger. Ti år før sin død gik han på pension.