Sven Møller Kristensen
Født: 12-11-1909 i Darum v/ Ribe
Død: 3-8-1991
Gravsted: Tryggelev Kirkegård, Langeland

Biografi
Sven Møller Kristensen, professor, dr.phil., der var søn af sognepræst Jens Møller Kristensen (død 1952) og hustru Bertha Alvilda Overgaard, var litteraturforsker og forfatter. Han boede som barn bl.a. på Langeland og i Engum ved Vejle. Sven Møller Kristensen blev student i 1927 og cand.mag. i dansk og sang i 1932. Som tekstforfatter arbejdede han sammen med komponisten Bernhard Christensen om bl.a. Jazzoratorierne "De 24 Timer", "Skolen på ho'det, "Trompetkvadet" og "Livet er en drøm". Han skrev også kabaretviser, bl.a. teksten til Sangen om Larsen, som indgik i Kjeld Abells drama "Melodien der blev væk". I årene 1933 til 1938 var han musikkritiker ved Ekstrabladet og blev i 1938 dr.phil. Under besættelsen skrev han Danmarks Frihedssang til musik af Knudåge Riisager. Fra 1945 til 1953 var han litteraturmedarbejder ved Land og Folk og fra 1946 til 1949 redaktør af det litterære tidsskrift Athenæum. Han blev professor i nordisk litteratur ved Århus Universitet 1953 og ved Københavns Universitet 1964. Han modtog Søren Gyldendal-prisen i 1959, hædersgave fra G E C Gads fond 1969 og Georg Brandes-pris 1970. Sven Møller Kristensen blev den 29. december 1937 gift i Engum med børnehavelærer Mette Johanne Nielsen (f. 28-08-1912)


Har arbejdet med følgende 2 film:
Regnen holdt op (1942)Sangtekster
Det store ansvar (1944)Sangtekster