Knud Poulsen
Født: 15-6-1920 i Fjerritslev, Kollerup sogn
Død: 2-8-2003
Gravsted: Aske strøet over havet - Ukendt sted

Billede af Knud Poulsen
Biografi
Knud Ivendorf Poulsen, der var forfatter, journalist, satiriker og teaterdirektør, var søn af postmester Harald Henri Poulsen og hustru Sigrid Margrethe Poulsen, født Eigtved. Han blev journalist ved Aftenbladet i 1940, kom derefter til Nationaltidende og var ansat på Politiken fra 1947-1963, hvor han skrev daglig klumme under pseudonymet Dråben. I begyndelsen af 1960erne blev han forbigået i opløbet til en post som chefredaktør på bladet, hvilket han blev så nærtaget over at han forlod Politiken. I stedet skrev han for Berlingske Tidende og Aktuelt og var i årene 1963-64 fast radiokommentator. Desuden gjorde Niels-Jørgen Kaiser ham i 1966 til konsulent for tv's underholdningsafdeling, hvor han var medskaber af den ny satiriske genre med programmer som "Hov-Hov" og "Uha-Uha", Fra 1966 var han dramaturg ved Det ny Teater og fra 1969 teatrets direktør. I sæsonen 1971-72 var han samtidig også direktør for Gladsaxe Teater. Han satte store gode forestillinger op som "Jeppe på bjerget" med Buster Larsen, "Købmanden i Venedig" med Erik Mørk og Susse Wold, "Medea" med Bodil Udsen og "Ismanden kommer" med Henning Moritzen. Han blandede klassikere som "Frøken Julie" med Lone Hertz og Axel Strøbye i de to hovedroller med moderne engelske og amerikanske lystspil som "Lady på afveje" med Helle Virkner som alkoholiseret sexmaniker. Tilsvarende skiftede musicals med mere eksperimenterende stykker "No No Nanette" med Marguerite Viby og "Frøken Nitouche" med Susse Wold vekslede med skuespil som "Kaptajn Shell - kaptajn Esso", hvor Volmer-Sørensen spillede sammen med Ove Sprogøe, mens Dirch Passer søndag eftermiddag optrådte som Frøken Buk i børnekomedien "Karlsson på taget". Indimellem præsenterede han revyer af vekslende valør, hvor PH-collagen "Kys det hele fra mig" med Bodil Kjer var den bedste. Ikke underligt var det derfor at anmelderne bebrejdede ham, at han ikke magtede at give sit repertoire linje og engagement. Da både blad- og teaterkarrieren var slut i 1986 slog Knud Poulsen sig ned i Paris, men vendte siden hjem og tilbragte sine sidste år på et plejehjem. Knud Poulsen skrev romanen "Dyden går amok", der blev filmatiseret og efterfulgt af endnu flere filmmanuskripter som "Vor berømte landsmand", "På tro og love" og "Vi som går stjernevejen". Han skrev bl.a. rejsebogen Rejse i Spanien 1953 og 1967 og erindringsbogen "Gør som du vil og tag hvad der kommer". Desuden var han medforfatter til revyer og oversatte skuespil, ligesom han i en årrække forsynede Blæksprutten med syrlige tekster. Han modtog i 1965 Cavling-prisen for sit nytænkende interviewtalent. Knud Poulsen blev gift den 3. februar 1945 i Holmens Kirke med skuespillerinden Berit Erbe og blev senere den 3. august 1957 gift med museumsdirektør, mag.art. Hanne Finsen (f. 08-03-1925).


Har arbejdet med følgende 5 film:
På tro og love (1955)Manuskript
Vi som går stjernevejen (1956)Manuskript
Oskar (1962)Dialog bearbejdelse
Jensen længe leve (1965)Drejebog, Manuskript
Dyden går amok (1966)Efter roman af

Har arbejdet med følgende 2 TV serier:
Huset på ChristianshavnManuskript
KøbenhavnerlivManuskript

Har arbejdet med følgende 19 revyer:
Marienlyst-Revyen (1955)Tekst
ABC for viderekomne (1956)Tekst
Fyn revy'n (1957)Tekst
I al fjendtskabelighed (1962)Tekst
Spleenagerlove (1963)Tekst
Cirkusrevyen (1964)Tekst
Cirkusrevyen (1966)Tekst
Igenboerne (1969)Tekst
Tivoli-Revyen (1973)Tekst
Holstebro-revyen (1974)Tekst
Tivoli-Revyen (1974)Tekst
Kys det hele fra mig (1974)Direktion, Tekst redigering
Revykøbing kalder (1974)Tekst
Vidunderlige kælling (1975)Tekst, Direktion
Holstebro-revyen (1977)Tekst
Revykøbing kalder (1978)Tekst
Holstebro-revyen (1982)Tekst
Sommervaudevillen (1983)Ide
Tivoli-Revyen (1988)Tekst

Bøger om Knud Poulsen:
Gøt som du vil - og tag hvad der kommer af Knud Poulsen