Dan Folke
Født: 11-3-1906 i Frederiksberg
Død: 16-9-1954
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh (fællesgrav)

Biografi
Forlags- og Teaterdirektøren Dan Folke var søn af ingeniør Folke Rasmussen (f. 22-03-1873), der var brandchef på Frederiksberg og hustru Else Sophie Haar. Allerede da han blev student i 1924 fra Frederiksberg Gymnasium, havde han skrevet flere melodier til de københavnske revyer - Scala, Co-Optimisterne og Apolloteatret. Een af de mere kendte er "Mor kan ikke sove, før far han kommer hjem", som han i en alder af 21 år komponerede til Tivoli-revyen i 1927. Han gik kun 1 år på Københavns Universitet - før han som 19-årig kom i boghandlerlære hos C.A. Reitzels forlag i København, hvor han blev udlært i 1928. I læreårene fortsatte han med at lave musik og fik arbejde i branchen nemlig på Wilhelm Hansens musikforlag. Efter tonefilmens start skrev han musik og tekster til en lang række film, bl.a. "13 år", "Tango", "Lynet" og "6. trækning". Desuden skrev han nogle af den tids allerstørste schlagere. Sammen med brødrene Arvid og Børge Müller skrev han som 26-årig teksten til "Glemmer du" og "Gå med i lunden". Dan Folke var som 30-årig tillige blevet en kendt og professionel forretningsmand i branchen. Han var en del af det københavnske jet-set og hans populære sange havde gjort ham til en ganske velhavende mand. I 1936 forlod han musikforlaget for at blive direktør for Bellevue Teatret i Klampenborg, hvor han fik det fulde økonomiske ansvar og selv satte hele sin formue i projektet. Selvom revyernes kvalitet var høj blev især den sidste i 1937 en stor fiasko. Dan Folke mistede alle sine penge, men ikke sit gode humør. Han vendte tilbage til en direktør-stilling på Reitzels forlag. I 1939 blev han ansat som prokurist hos Egmont H. Petersen på Gutenberghus, hvor hans initiativer blev skelsættende for virksomheden. Gennem 15 år startede han 12 nye blade, deriblandt Anders And og Alt for Damerne. Han blev 1. januar 1942 udnævnt til underdirektør og i 1947 overtog han ledelsen af Gutenberghus-bladene. Under krigen måtte han i juni 1944 flygte til Sverige fordi han var aktiv i kampen mod tyskerne. Efter krigen skaffede han sig udgivelsesretten til Readers Digest Det Bedste og fik en dundrende succes. På sine rejser i udlandet havde han set de moderne selvbetjeningsvaskerier og i april 1954 åbnede han de første i Danmark. I 1953 gennemgik Dan Folke en hjerneoperation i Stockholm og blev ramt af flere små hjerneblødninger som gjorde ham delvis lam og ramte hans taleevner. Den 9. september 1954 forsvandt han fra sit hjem i Hellerup efter at have sagt til sin hustru at han ville trække lidt frisk luft. En større eftersøgning blev iværksat i såvel København som Nordsjælland. Den 16. september 1954 blev hans lig fundet i Svanemøllebugten få hundrede meter fra det sted han forsvandt. Dan Folke blev gift den 3. september 1932 på Frederiksberg Rådhus med Elise Bruhn (08-01-1913 - 18-10-1956). De blev sammen resten af livet og fik to sønner.


Har arbejdet med følgende 8 film:
Odds 777 (1932)Sangtekster, Musik
Tretten aar (1932)Musik, Sangtekster
Tango (1933)Musik
Kobberbryllup (1933)Musikalsk tilrettelæggelse
Lynet (1934)Sangtekster, Musik
Rasmines bryllup (1935)Musik, Sangtekster
6'te trækning (1936)Musik, Sangtekster
Blaavand melder storm (1938)Sangtekster

Har arbejdet med følgende 23 revyer:
Bange for piger (1925)Tekst
Livets løgne eller hvad er sandheden (1926)Tekst
Smil københavner (1927)Sangtekster
Skibet er ladet med - Co-optimisterne (1927)Tekst
Lorry Revyen - Hopla - vi er her (1927)Tekst
I alle de riger eller hvem stjal skægget (1927)Tekst
Gøglervognen (1927)Tekst
Lorry-revyen (1927)Tekst
Gøglervognen (1928)Tekst
Mine damer & herrer -hier sehen Sie igen (1928)Tekst
7x9 Co-optimisterne (1929)Tekst
Pæne folks børn el. Så godt som ny (1929)Tekst
Trumf - Helsingør-Revyen (1930)Tekst
5 damer eller 6 herrer (1930)Tekst
Sommerrevyen 1932 (1932)Musik, Tekst
Kong Christian danser (1932)Musik
På'en igen (1933)Musik
Gå med i lunden (1933)Tekst
Fønix Revyen (1933)Tekst
Charlottenlund-Revyen (1934)Tekst
Bellevue-Revyen (1936)Tekst, Direktion
Sommer-Show (1937)Direktion, Musik, Tekst
Holstebro-revyen (1987)Musik