Harald Mortensen
Født: 17-11-1891 i Århus
Død: 12-1-1970
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Biografi
Harald Johan Jørgen Mortensen, kapelmester, var søn af bogforlægger Christen Mortensen. Han blev uddannet som violinist hos Anton Svendsen og debuterede som 17-årig i Cafe Himmerige på Nørrebro. Han arbejdede i sine unge år fra 1918 til 1931 som kapelmester hos Ernst Rolf i Stockholm. I sæsonen 1931-32 var han på turné i Sverige inden han i 1932 blev kapelmester i Lorry i København. I otte år var han kapelmeser i Lorry, senere mange sæsoner i Kilden i Aalborg og atten år i Hollænderbyen på Amager - og til sidst 7 år i Prater på Nørrebro, hvor han spillede få dage før sin død. Harald Mortensen stod i spidsen for sit festlige landskendte og berømte showorkester og bevarede en tilknytning til underholdningsverdenen gennem 60 år. Han optrådte også i forbindelse med festlige varietéforestillinger i Bakkekroen på Dyrehavsbakken. Harald Mortensens kendemærke var stråhatten, som var et symbol han havde taget fra sit store forbillede revykongen Ernst Rolf. Han komponerede nogle af de daværende årtiers største landeplagere, såsom "Javel, hr. kaptajn" og "Anne Mari, det er dig, vi ka' li". Harald Mortensen blev den 13. december 1927 gift med Gerda Sørensen.


Har arbejdet med følgende 2 revyer:
Apollo Revyen (1925)Musik
Cirkusrevyen (1948)Musik