Børsen
Slotsholmen
1217 København K

Børsen med sit karakteristiske dragespir var 127 meter lang og blev regnet for at være blandt de mest markante og smukkeste bygninger i København. Bygningen blev opført 1619-23 - og var et af kong Christian 4's talrige byggeprojekter - og var led i hans merkantilistiske politik. Det særprægede 54 meter høje kobberspir med fire sammenslyngede dragehaler var efter sigende kongens egen ide. Et særkende for bygningen var dens hovedindgang. Børsrampen, som fra Slotspladsen førte op til hovedportalen i første sals højde.

Oprindelig blev bygningen, der blev taget i brug omkring 1631, benyttet som handelsboder og vareopbevaring, men i 1855 blev den ombygget til en moderne børs. Under Første Verdenskrig slog de såkaldte gullaschbaroner deres folder på Børsen. Mens almindelige mennesker med nød og næppe klarede sig igennem de svære tider, havde baronerne sammen med sortbørshandlerne kronede dage. Det fik syndikalister til i 1918 at bryde ind i Børsen, hvor de slog løs på børshandlerne med dertil medbragte fastelavnskøller (det var fastelavnsmandag). Indtil 1974 holdt Københavns Fondsbørs til i Børsens lokaler, men fra 1987 var de gamle bygninger hjemsted for Det Danske Handelskammer.

Kilde: Danmarkshistoriens steder.

Den 16. april 2024 brød Børs-bygningen i brand - og 400 års kulturarv gik op i flammer.

Den smukke bygning optrådte i baggrunden i utallige danske produktioner, og film som Flammen og Citronen, En kongelig affære, Den eneste ene, Blinkende lygter og QEDA behøver kun at vise det irrede, snoede tag i et sekund for at etablere, at handlingen foregår i hjertet af København. Olsen-banden var inde og ude af Børsens indgangsparti – og hemmelige smutveje – adskillige gange. Første gang i filmen "Olsen-bandens store kup" fra 1972 og derefter i "Olsen-bandens sidste bedrifter" fra 1974. I filmen "Olsen-banden overgi'r sig aldrig" fra 1979 slutter filmen med at kampvognen er parkeret ved Børsen - og hvor Arthur Jensen som parkeringsvagt udskriver en bøde til deres kampvogn. (Kilde: bogen "Skide Godt Egon").



Denne lokation er blevet brugt i følgende film
Plat eller krone (1937)
Ved Kongelunden (1953)
Den kære familie (1962)
Olsen-bandens store kup (1972)
Olsen-bandens sidste bedrifter (1974)
Pas på ryggen, professor (1977)
Familien Gyldenkål vinder valget (1977)
Olsen-banden overgi'r sig aldrig (1979)
Den eneste ene (1999)
Blinkende lygter (2000)
Flammen og Citronen (2008)
En kongelig affære (2012)
Qeda (2017)
Denne lokation er blevet brugt i følgende TV-Serier
Bryggeren