Nyborg Slot
Slotsgade 34
5800 Nyborg

Nyborg Slot var sæde for danehoffet efter Erik Klippings håndfæstning i 1282. De ældste dele af slottet stammer fra 1160erne, hvor Knud Prinzlavsen byggede en borg på stedet for at kunne kontrollere Storebælt. Borgen var et af de danske kongers foretrukne opholdssteder, således også for Christoffer 1., der i 1256 bød rigets førende mænd at komme til Nyborg Slot. Han lå dog i strid med kirkens mand Jacob Erlandsen, der som en bevidst provokation indkaldte til sit eget møde i Vejle. Da de gejstlige endelig ankom til borgen, hilste kongen dem surt med Vergil-citatet: "Sent kommer studedriverne". Fra midten af 1200-tallet blev borgen hjemsted for rigsforsamlingen, det såkaldte danehof, der havde karakter af et parlament, der skulle inddrages i alle vigtige beslutninger vedrørende landets økonomi og sikkerhed. Hoffet bestod af rigets bedste mænd, dvs. biskopper, adelsfolk og hertugen af Sønderjylland, der kunne holde et vågent øje med kongens dispositioner. En strid mellem kongen og stormænd som marsk Stig Andersen på danehoffet førte i 1286 formentlig til mordet på Erik Klipping i Finderup Lade. Også domsafsigelsen fandt sted på Nyborg Slot året efter, hvor de påståede sammensvorne blev erklæret fredløse. Borgen er ombygget ad flere omgange, bl.a. under Christian 3. i midten af 1500-tallet, hvor det fik karakter af et slot. Under krigen mod Sverige i 1658-59 blev slottet svært beskadiget og fik derefter lov at forfalde indtil 1900-tallet, hvor det blev restaureret. Siden 1920erne har det fungeret som museum.

Kilde: Danmarkshistoriens steder.

Julekalenderen "Den anden verden" er filmet på Egeskov Slot, Nyborg Slot og Kronborg. (Kilde: Billed Bladet nr. 27-2016 af 7. juli 2016)

Scener til julekalenderen "Den anden verden" er optaget på Nyborg Slot (Kilde: Billed Bladet nr. 15 af 14. april 2016)




Vis stort kort



Denne lokation er blevet brugt i følgende film
Der var engang (1966)
Denne lokation er blevet brugt i følgende julekalendere
Den anden verden (2016)