Roskilde Domkirke
Domkirkepladsen 3
4000 Roskilde

Som sæde for de magtfulde roskildebiskopper har Roskilde Domkirke i mange år haft en fremtrædende rolle i danmarkshistorien og er formodentlig den vigtigste kirke på Sjælland. Denne betydning afspejler sig i det faktum, at domkirken fungerer som gravkirke for det danske kongehus. Med undtagelse af dronning Caroline Mathilde er samtlige danske konger og dronninger blevet gravsat i domkirken siden 1536. Også nogle af de tidligere monarker, såsom Christian 1. og Margrethe 1. hviler i Roskilde Domkirke. Der har ligget tre andre kirker, hvor den nuværende domkirke ligger. Den ældste kirke var en trækirke, der blev opført før år 1000. Den anden kirke blev opført omkring 1030 af Knud den Stores søster Estrid, der var mor til den senere kong Svend Estridsen. Opførelsen blev betalt med de penge, hendes bror måtte betale hende, fordi han havde dræbt hendes mand Ulf Jarl i 1026. Svend Estridsen er gravlagt i Roskilde Domkirke ved siden af en kvinde ved navn Estrid, der længe blev antaget for at være hans mor og kirkens anden grundlægger, men i november 2003 blev det offentliggjort, at DNA-analyser havde vist, at der var tale om hans svigerdatter, Margrethe Estrid. Både den anden og den tredje kirke, der blev opført i 1170 af biskop Svend Normand, var stenkirker. Den nuværende kirke blev påbegyndt i 1170erne, og bygherren var ingen ringere end biskop Absalon.


Kilde: Danmarkshistoriens steder.


Brylluppet i Lise Nørgaard-filmen "Kun en pige" blev optaget i Roskilde Domkirke med et par hundrede statister (Kilde: Publikationen "Folk og film i Roskilde" af Eva Tønnesen.

Foto Copyright Finn Larsen





Denne lokation er blevet brugt i følgende film
Giv Gud en chance om søndagen (1970)
Kun en pige (1995)
Denne lokation er blevet brugt i følgende julekalendere
Absalons hemmelighed (2006,2010,2015)