Edelgave

2765 Smørum

EDELGAVE

Herregården Edelgave ligger i Smørum 20 km vest for København - på vejen fra Smørum mod Nybølle. Herregårdsanlægget består af en kompakt hovedbygning i to etager med et sortglaseret, halvvalmet tegltag. Hovedbygningen er hvidpudset og flankeres af to lavere sidefløje med røde tegltage. Bygningen er omgivet af et mægtigt avlsgårdsanlæg i røde mursten. Herregårdens første bygninger nedbrændte i 1782, hvorefter ejeren kammerråd Jacob Bornemann lod den nuværende hovedbygning genopføre omkring 1785 med Andreas Kirkerup som arkitekt. I 1807 erhvervedes Edelgave og det tilhørende bøndergods af storkøbmanden Johann Friederich Wilhelm Tutein hvis slægt, det skulle forblive i mere end 100 år. Familien Tutein havde grundlagt sin store formue gennem handel med oversøiske besiddelser. Grunden til deres formue var blevet lagt gennem handel med slaver, sukker, krydderier og i mindre grad tekstiler. Edelgave blev fredet i 1918. Det blev broderens sønnesøn Ellis Tutein, der 1919 solgte godset. I årene fra 1921-1943 var godset ejet af landbrugsminister og senere statsminister Thomas Madsen-Mygdal, der blev en markant skikkelse i nyere dansk politik. Hans enke solgte herregården i 1956 og fra 1958 til 1992 blev den ejet af den næsten lige så kendte “Saftkonge” Gudmund Jørgensen, der anlagde de store frugtplantager omkring godset. På en holm midt i æbleplantagen få 100 m fra hovedbygningen findes Edelgaves middelalderlige forgænger voldstedet Smørholm. Der er offentlig adgang til gårdsplads og voldstedet Smørholm.

I filmen "Et døgn uden løgn" optræder Edelgave Gods som sagfører Jessens gods.






Denne lokation er blevet brugt i følgende film
Tre finder en kro (1955)
Et døgn uden løgn (1963)
Pigen og greven (1966)
Nyhavns glade gutter - (Onkel Joakims hemmelighed) (1967)
Der kom en soldat (1969)
Tandlæge på sengekanten (1971)
Fætrene på Torndal (1973)