Vivi Bak
Født: 3-9-1939 i København
Død: 22-4-2013 (73 år) Mindebog
Gravsted: Aske strøet over havet - Middelhavet

Billede af Vivi Bak
Biografi
Vivi Bak, skuespiller, voksede op i København, hvor hendes far havde en bagerforretning - en periode i hendes liv, som hun senere beskrev i sin bog "Vores gade". Hun gik tidligt ud af skolen og kom i lære som damefrisør, men stoppede dog, da hun fik chancen for at blive popsangerinde. Hun begyndte sin karriere i revykredsen i Thomas P. Hejle's Ungdomshus på Nørrevold. Vivi Bak blev af Fritz Ruzicka kåret til "sommerens sødeste heks" og vandt Politikens konkurrence som "den danske Brigitte Bardot" og udråbtes som Danmarks svar på datidens franske sexsymbol. Da hun i slutningen af 1950erne blev berømt i Danmark var det som "bagerdatteren fra gaden Åbenrå". Vivi Bak rejste landet rundt med sin guitar og sang, ligesom hun indspillede grammofonplader. Hun fik dog aldrig den store pladesucces herhjemme. I 1958 indsang hun "I dine blå øjnes blå", "En lille blå mand" og "Et kys på kinden". Andre grammofonplader var "Venedig", "Postkortet", "Høje hæles cha cha cha", "Og hør København, hvad har du i din favn", "Alle Männer sind Räuber" og "Voulez-vous, Monsieur". Hun medvirkede i 1958 i "Charleys Tante" på ABC-Teatret sammen med Dirch Passer og spillede samme år også med i Helsingør-revyen. Samme år trak hun ekstra stor opmærksomhed, da hun ved karnevallet i Køge kørte i åben karet i højhælede slippers og mini-bikini under en gennemsigtig Ole Lukøje-natkjole sammen med byens politimester Vagn Bro (død 22-12-1966). Vivi Bak fortsatte sin karriere i Tyskland, hvor hun optrådte med stjerner som Rex Gildo, Peter Alexander og Fred Bertelmann. I begyndelsen af 1960erne var hun indehaver af restaurant "Savoy" i Wien samt et friluftsbad der hed "Playboy". Hun giftede sig den 1. december 1961 på Domhuset i Wien med den østrigske filmgrafiker og producer Heinz Seebech - men ægteskabet blev kortvarigt. Senere traf hun den østrigske teater- og filmskuespiller og entertainer Dietmar Schönherr von Schönleinten (17-05-1926 - 18-07-2014), som hun i dybeste hemmelighed giftede sig med den 21. december 1965 på Kirsebærgården i Stokkerup ved Græsted i Nordsjælland. Med bopæl i München kom hun snart med som sangerinde og værtinde i forskellige tyske tv-quiz- og talkshows, og hun indspillede under navnet Vivi Bach over 30 film i både Tyskland og Østrig, bl.a. "Kriminal-Tango", "Die Abenteuer des Gräfen Bobbies" og "Schlagerparade". Desuden medvirkede hun i den italienske western "le Pistole non discutono." I begyndelsen af 1970erne havde hun sammen med sin mand sit eget tv-show "Wünsch dir was" - som var et direkte underholdningsprogram over 25 lørdage og som hver eneste uge samlede omkring 30 millioner tv-seere. Ikke mindst blev hun populær i det ganske Tyskland for serien "Gala-Abend der Schallplatte". Vivi Bak var med mellemrum også stadig i Danmark, hvor hun i 1976 bl.a. havde hovedrollen som Rock Bente i musicalen "Juke Box - The Rock Johnny Show" på Falkonerteatret sammen med vennen Otto Brandenburg. I 1979 optrådte de også i Kongens Ege Revyen i Randers og indsang i 1980 LP'en "Vores gade". Midt i 1980erne trak Vivi Bak sig tilbage fra scenen og arbejdede siden slutningen af 1980erne som tv-producer med bopæl i Zürich i Schweiz. Efter at hun have forladt scenen viste hun evner som kunstner med papir og blyant og tegnede med succes en række tapetmønstre og designede tæpper og ure. I 1978 vandt hun den tyske designerpris. Vivi Bak var det seneste år før sin død alvorligt syg og døde i parrets lejlighed på Ibiza. Selv om hun ikke var det store skuespillertalent, medvirkede hun 1950erne og 1960erne i flere danske spillefilm. Hun fik sin filmdebut i "Krudt og Klunker" og medvirkede senere i "Pigen i søgelyset", "Soldaterkammerater rykker ud", "Elsk din næste" og "Det er så synd for farmand".


Har medvirket i følgende 9 film:
Krudt og klunker (1958)Therese - hans datter
6-dagesløbet (1958)Marianne - Bennys kæreste
Pigen og vandpytten (1958)Gæst I restauranten
Soldaterkammerater rykker ud (1959)Inger - gårdejerske
Pigen i søgelyset (1959)Jonna Møller
Dronningens vagtmester (1963)Karen Kaas
Elsk din næste (1967)Liselotte - med slumrende sexkomplex
Nyhavns glade gutter - (Onkel Joakims hemmelighed) (1967)Eva - hofjægermesterens datter
Det er så synd for farmand (1968)Dorte Hansen

Har medvirket i følgende 3 revyer:
Helsingør-Revyen 1958
Randers Revyen 1978 1979

Har medvirket i følgende 38 udenlandske film:
Pas på pigerne (1959)Silvia Hellmann
Den helt store pladeparade (1960)Trixi
Wir wollen niemals auseinandergehen (1960)
Kriminaltango (1960)Inge
Popparaden (1960)Ulla
Gitarren klingen leise durch die Nacht (1960)
Und du, mein Schatz, bleibst hier (1961)
So liebt und küsst man im Tirol (1961)
Så går humørraketten (1961)Ulla Sørensen
Den glade tante (1961)Mary Piper
Vore skøre tanter (1961)
Am Sonntag will mein Süsser mit mir segeln gehen (1961)
Im Schwarzen Rössl (1961)
Der verkaufte Grossvater (1962)
Die Post geht ab (1962)
Wenn die Musik spielt am Wörthersee (1962)
Stjerner i striber (1962)
Ti tossede tøse (1962)Susi Güden
Denn die Musik und die Liebe in Tirol (1963)
Das Rätsel der roten Quaste (1963)
Death Drums Along the River (1963)
Die letzten Zwei von Rio Bravo (1964)
Holiday in St. Tropez (1964)
Amore all' italiana (1965)
Tausend Takte Übermut (1965)
Mozambique (1965)
Ein Ferienbett mit 100 PS (1965)
Europa canta (1966)
Pfeifen, Betten, Turteltauben (1966)
Komm mit zur blauen Adria (1966)
FBI Agent i København (1966)
Liebespiel im Schnee (1966)
Operation Taifun (1967)
Herrliche Zeiten im Spessart (1967)
Secret Service - mission K (1968)Erika Hersche
Otto ist auf Frauen scharf (1968)
April - April (1969)
Ein Tag ist schöner als der andere (1969)