Preben Elkjær
Født: 11-9-1957 i Frederiksberg

Biografi
Preben Elkjær Larsen, professionel fodboldspiller og tv-kommentator, der er søn af maskinarbejder Erling Leonard Larsen og bogbinderske Tove Else Elkjær Larsen (død 2008), indledte sin fodboldkarriere i Frederiksberg Boldklub og Vanløse Idræts Forening, men skiftede tidligt til udlandet. Han debuterede på landsholdet 27. juni 1977 og viste med det samme sin målfarlighed, da han scorede begge danske mål i 2-1 sejren over Finland i Helsingfors. I 1978 scorede han i sin anden kamp det afgørende mål i 2-1 sejren på udebane over Norge kort efter at være blevet skiftet ind, og han blev siden fast mand på landsholdet. Preben Elkjær var en farverig og atypisk angriber, som med sin uortodokse stil og sin fandenivoldskhed kunne lave mål, der var i strid med al fodboldlærdom. Han var en af hovedkræfterne bag det danske landsholds første kvalifikation til en international turnering. I 1983 bragte han Danmark foran 1-0 i udekampen mod Grækenland, hvor en 2-0 sejr sikrede Danmark deltagelse ved EM 1984 i Frankrig. Turneringen blev Preben Elkjærs internationale gennembrud. Han scorede mod Jugoslavien og blev matchvinder i 3-2 kampen mod Belgien, hvor han scorede efter en længere solo-dribletur fra midterlinjen. I semifinalen mod Spanien sendte han dog - iført de berømte revnede bukser - det sidste danske forsøg i straffesparkskonkurrencen langt over mål og spaniernes Manuel Sarabia kunne herefter score sikkert til slutresultatet 6-5. Der var imidlertid ingen tvivl om at at Preben Elkjær var en af verdens farligste angribere midt i 1980erne og han fortsatte indsatsen på landsholdet med verdensklassespil i kvalifikationsturneringen til VM i Mexico i 1986. Især 4-2 sejren over Sovjetunionen den 5. juni 1985, hvor Elkjær og Michael Laudrup hver stod for to danske mål, står som et af højdepunkterne i landsholdskarierren. Ved VM blev Preben Elkjær en af de helt store profiler. Han scorede fire mål, de tre i 6-1 sejren over Uruguay. Preben Elkjær deltog også på det danske landshold ved EM i Vesttyskland i 1988, men det lykkedes ikke Elkjær at score eller imponere spillemæssigt. Den svage danske indsats i turneringen indvarslede et generationsskifte på holdet og 2-0 nederlaget til Vesttyskland under EM-slutrunden blev Elkjærs sidste landskamp. Han indledte sin karriere som udlandsprofessionel i FC Köln, der på det tidspunkt var en europæisk storklub. Men Preben Elkjær kunne ikke finde sig til rette med den tyske disciplin og kom hurtigt på kant med træneren, hvorfor opholdet blev kortvarigt og uden større succes. Efterfølgende tog han til Lokeren i Belgien, hvor han spillede i fem år og scorede imponerende 98 mål. Efter en forrygende indsats ved EM i 1984 blev Preben Elkjær solgt for 18. mio. kr. til den italienske Serie A klub Hellas Verona. I Verona blev han den absolutte publikumsyndling og var nøglefiguren bag klubbens sensationelle italienske mesterskab i 1985. I samme sæson opnåede han legendestatus i italiensk fodbold, da han for Verona scorede mod Juventus efter en fantastisk solotur, hvor han tabte sin højre støvle, men alligevel fortsatte for til sidst at sætte bolden i nettet med en strømpesok. Efter fire år i Verona gjorde Elkjær i 1988 comeback i dansk fodbold hos Vejle Boldklub, hvilket medførte tilskuerinvasion i Nørreskoven. Imidlertid var han slidt efter mange år i professionel fodbold og efter en række skader besluttede han sig for at stoppe. Efter afslutningen af den aktive karriere var Elkjær fortsat engageret i fodbolden. Han var kortvarigt cheftræner for Silkeborg IF og direktør i B 93. Siden har han primært været engageret i medieverdenen, både i forsøget på at lancere en dansk sportskanal og som tv-kommentator på TV3. Han blev i 1984 kåret som Årets fodboldspiller i Danmark. Preben Elkjær blev den 21. marts 1979 gift med direktør Nicole Alice Theophiel Marchand (f. 13-01-1958).


Har medvirket i følgende 3 film:
Krummerne 3 - Fars gode idé (1994)Fodbolddommer
Af banen! (2005)Speaker
Sommeren 92 (2015)Kommentator

Bøger om Preben Elkjær:
Mit liv som Elkjær af Preben Elkjær og Peter Sloth