Tage Hem Petersen
Født: 29-12-1913 i Vejle
Død: 26-9-1979 (65 år)
Gravsted: Nyborg Kirkegård

Biografi
Tage Hem Petersen, kapelmester og violinist, der var søn af kantor Valdemar Petersen og hustru Annine Emilie Jacobsen, gik på Kirketorvets Skole og blev siden uddannet i musik hos kgl. kapelmusici Sandby og Martin Andersen i violin. Straks efter at han som 19-årig udgik fra Det kgl. danske Musikkonservatorium lavede han sit eget 6-mands orkester. Han debuterede ved en jazzkoncert på Apolloteatret i 1933. Han havde skrevet en jazzviolinkoncert med orkester og solo. Senere spillede han samme komposition i radioen med Vilfred Kjærs orkester. Tage Hem Petersen blev i 1930erne kendt som kapelmester i forskellige københavnske restauranter. I foråret 1936 spillede han med sit orkester på et af tidens kendteste danseetablissementer - Brockmanns Hotel i Odense bl.a. sammen med Erik Frederiksen og Bruno Henriksen på henholdsvis trommer og piano. Senere var han i sommeren 1936 engageret og spillede til bal med sit 7-mands orkester på Skodsborg Søbad. I 1938 var han kapelmester i Nytårsrevyen “Paa Samlebaand” på Moulin Rouge i Vejle med premiere 2. juledag 1938. Han var desuden engageret bl.a. i Valencia - og i 1941 tilknyttet Cirkusrevyen som kapelmester. I besættelsesårene spillede han bl.a. på Kakadu Bar i København og på Restaurant Ritz Safari i Aalborg. I 2½ år optrådte han på Ungarsk Vinhus i København med frokosttransmission, men holdt op, da tyskerne blandede sig i repertoiret. Han havde gæsteoptræden 1946/47 på Restaurant Regnbuen i Oslo og i slutningen af 1940erne havde han engagement på Christianslund Badehotel ved Nyborg, ligesom han med sin trio spillede på Hotel Baltic i Nykøbing Falster. Han høstede altid stort bifald, når han med sin violin bevægede sig på sine små ture gennem restauranten og spillede ud for bordene. Tage Hem Petersen havde næsten et års engagement på Moulin Rouge i Vejle, hvor han med sit orkester stod for både den mere underholdningsmæssige musik og dansemusikken og i hjembyen opnåede han en enestående popularitet og var et stort aktiv for etablissementet. I 1954 blev han orkesterleder i det nystartede Cirkus Meta, hvor orkestret indledte det såkaldte floor-show med en solistafdeling og iøvrigt ledsagede forestillingen med moderne orkestermusik. Cirkus Meta kom dog snart i vanskeligheder og rejste til Isle of Man, hvor det endte med et krak. Tage Hem Petersen underviste også elever i violin og spillede i foreninger og ved selskabsarrangementer. I sommeren 1956 var han engageret på Ambassadeur i et pariser-show. med navne som Gunga, Tove Andre og den internationale entertainer Edmund Øst. I 1957 tog Tage Hem Petersen initiativ til oprettelse af Danehofgarden i Nyborg, hvor hans 7-årige søn Ole var første gardist (på trommer). Med sin musikalske baggrund havde han de bedste forudsætninger for at kunne lede drengegarden, til hvem han også lavede udkast til uniformerne. Efter et engagement med sit orkester på Københavnerkroen stoppede Tage Hem Petersen omkring 1958 sin karriere som kapelmester og blev i årene herefter musik- og tegnelærer på Nyborg Statsfængsel og senere det samme på Nørrevold Skole i Nyborg. Han skrev musik til Christianslund-melodien og den engelske vals “Lykkedrømmen”, begge med tekst af Edvin Frandsen. Tage Hem-Petersen blev den 27. november 1934 gift med skuespillerinden Alice From Thygesen. Efter skilsmisse i 1937 blev han den 3. december 1938 gift med skuespillerinden Gerd Gjedved, hvilket ægteskab også blev opløst. I årene 1943 - 1946 var han gift med Kgl. Balletdanserinde Mette Georg Jensen, med hvem han fik en datter. Under sit engagement på Christianslund Badehotel mødte han Elly Stevn Hansen - som Christianslund-melodien blev skrevet til. De giftede sig senere den 2. marts 1949 i Nyborg Kirke og fik en søn. Parret levede sammen til Tage Hem Petersens død i 1979.


Har arbejdet med følgende 3 revyer:
Paa samlebaand (1938)Kapelmester
Cirkusrevyen (1940)Kapelmester
Natten er vor eg'n (1957)Kapelmester