Rita Storm
Født: 5-10-1935 (88 år) i Vanløse, København

Billede af Rita Storm
Biografi
Rita Lovise Storm, der er datter af slagtermester Erik Ejnar Mortensen og hustru Frida Lovise Flex, kom allerede som 13-årig med i sangkvartetten Harmony Makers, som hun var medlem af gennem 12 år sammen med Werner Holm-Larsen og Godtfred Mortensen. Som 17-årig debuterede hun som solist på grammofonplade. Snart kom hun også til at spille på teatret og fik bl.a. en rolle i operetten "Oklahoma" hos Stig Lommer på ABC Teatret. Samtidig var hun refrænsangerinde i restaurant Wivex i København og arbejdede som tandlægeassistent. Hun indsang en række grammofonplader og fik i 1958 sit gennembrud med "En duftende hvid jasmin", der siden har været hendes kendingsmelodi. Sammen med Bodil Udsen, Arne Honoré og Ivan Leth optrådte hun for menige på Grønland i 1960. I 1963 lancerede hun "Nu har jeg brændt dine breve" og året efter "Jeg marcherer ved din side". I 1986 fik hun et stort hit med en moderniseret udgave af Carl Brissons gamle succes "Når de lyse lærker synger over Danmark". Foruden mange popplader har Rita Storm bl.a. indsunget en række plader med tyrolerstemning, gamle schlagere og sømandsviser sammen med Bob Anders orkester. I 1990erne arbejdede Rita Storm sammen med Ole Erling og udsendte i 1997 en cd med titlen "For Evergreens". Hun blev den 8. oktober 1955 gift i Vanløse kirke med musiker, basunist Henning Storm Christensen (f. 07-09-1931) og kaldte sig efter giftermålet for Rita Storm.


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Dagmar Revyen 1954